Friday, 6 October 2017

Nietzsche: amoralsk improvisation - essay #6



Indledning
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan metafysikken har vist sig på forskellige måder (Improvisation og det ubevidste - essay #1 og Metafysik og improvisation - essay #5). I dette essay, vil jeg beskrive en mere kritisk vinkel på metafysikken. Det skal handle om den tyske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) radikale og indflydelsesrige kritik af grundtrækkene i den metafysiske tænkning. I forhold til Platons filosofi, som hele den metafysiske tradition i høj grad bygger på, så adskiller Nietzsches filosofi sig på to overordnede punkter:


1) For Nietzsche er virkeligheden ikke fast og uforanderlig, men kaotisk og foranderlig.
2) Menneskets fornuft afbilleder ikke virkeligheden ‘som den er’, men skaber derimod en ideel virkelighed.


I den forbindelse er især hans historisk-psykologiske metode med til at prikke hul på mange af de idealer og fordomme, som han ser som metafysikkens faste følgesvend. Nietzsche tolker simpelthen centrale historiske begivenheder psykologisk: hvilke forhold har mennesket levet under, og hvad det har betydet for deres måde at forstå tilværelsen på? Hvilke moralsæt har de udviklet på baggrund af de livsbetingelser, som de har levet under? Ved hjælp af denne metode udfordrer Nietzsche flere af de moralske fordomme, som ifølge ham ukritisk og ubevidst er overtaget fra Platons filosofi og Kristendommen. Eksempelvis idéen om det at være et 'godt menneske' og hvad det indebærer. Han spørger om der måske er en anden begrundelse for den gode selvforståelse end ‘godheden selv’. Nietzsches metafysikkritik udmønter sig dermed i en moralkritik på den ene side og fremstilling af en alternativ 'amoral' på den anden side.
Nietzsches analyse indeholder beskrivelser af to vidt forskellige moralske sindelag. Nemlig det som han kalder 'herre-moral' og 'slave-moral'. Jeg vil i dette essay beskrive, hvordan Nietzsche kritiserer metafysikken og særligt måden hvorpå den har manifesteret sig som det, han kalder 'slave-moral'. Det håber jeg vil tydeliggøre en parallel mellem den ubevidste improvisation og herre-moralen, som jeg mod slutningen vil drage.


Moralens oprindelse
I værket Moralens oprindelse (1887) undersøger Nietzsche ikke bare vores moralske værdier, men også hvilke værdier de moralske værdier selv har, og under hvilke betingelser de er opstået. Man kan formulere de spørgsmål, som Nietzsche arbejder ud fra således: Hvordan var de historiske og sociale vilkår da et givent moralsæt blev udviklet? Og hvilken værdi har det for mennesket at have det pågældende moralsæt? Man kan allerede her høre, hvordan Nietzsches filosofi adskiller sig fra Platons ditto: Moral er ikke noget der bare er der, altid har været der, og altid vil være der. I Nietzsches filosofi eksisterer der ikke en evig og uforanderlig idé om ‘det gode’, eksempelvis. Nej, moral er noget, der har udviklet sig gennem menneskers gøren og laden igennem tiden. Moral har udviklet sig under visse betingelser der gør, at moralen er, som den nu engang er. Ifølge Nietzsche er det altså mere ‘jordnære’, praktiske og ikke-ideelle betingelser, som den menneskelige moral er udviklet under.
Som udgangspunkt for værket arbejder Nietzsche ud fra begrebsparret ‘godt’ og ‘slet’. Oprindeligt betød ‘godt’ noget aktivt, virksomt, spontant, dueligt. Noget, 'slet' betød derimod det modsatte: passivt, uvirksomt, uspontant, udueligt. Ydermere var det oprindeligt den herskende klasse, de magtfulde, aristokratiet, der stod for at definere det gode og slette. Derfor kalder Nietzsche denne moral for 'herre-moral'.
Men i tiden omkring Kristi fødsel sker der en radikal ændring i måden begreberne godt og slet bliver forstået på. Historisk set var det en tid, hvor det jødiske folk var undertrykte og forfulgte af romerne. Og det var under disse slavelignende forhold, at den kristne moral blev udviklet, ifølge Nietzsche. Jøderne begyndte simpelthen at omvende betydningen af begreberne godt og slet. Så det gode, der oprindeligt var noget virksomt, aktivt, spontant, bliver omfortolket til dets modsætning. Nietzsche taler derfor om en omvurdering af værdierne. Men hvorfor ændrede man ordenes betydning? Her kommer den psykologiske tolkning ind i billedet: Nietzsche mener‚ at jøderne havde behov for at skabe en mening med de undertrykte og ufrie forhold, som de levede under. Helt konkret, så skete det på følgende måde: at måtte vente og altid sætte sig selv i anden række, bliver omfortolket til tålmodighed. At parere ordre, at gøre hvad der bliver sagt, at blive kostet rundt med, bliver omfortolket til lydighed. At finde sig i ydmygelser og ikke hævne sig, bliver omfortolket til at vende den anden kind til. Denne type moral kalder Nietzsche derfor for 'slave-moral'. Som man kan høre, så er disse dyder jo klassiske kristne dyder. Og Nietzsche mener, at denne slave-moral blev optaget af kirkens præster og teologer og forkyndt i stor stil op gennem den europæiske historie. Selvom disse dyder jo normalt forstås som gode og vigtige i et civiliseret samfund, så mener Nietzsche, at de er opstået for at kunne udholde og give mening til en undertrykt tilværelse.
I et større perspektiv er det ret originalt set, at vores allerfineste dyder og idealer tilsyneladende stammer fra omstændigheder, som man bestemt ikke forbinder med noget ideelt. Moral opfattes ofte som noget meget fint, og som noget man bevidst og med fuldt overlæg har tilsluttet sig. Men med Nietzsches historisk-psykologiske analyse af moralens oprindelse siger han, at man sagtens kan tilslutte sig et moralsæt alene fordi det er praktisk, eller måske endda fordi man ikke kan andet. Slaverne kunne ikke hævne sig, men de kunne udvikle en idé om, at det var fint og rigtig at vende den anden kind til. På den måde kunne de udholde tilværelsen og give den en ny mening.


Moral og samfund
Fra og med tiden omkring Kristi fødsel og den efterfølgende kristne teologi bliver opfattelsen af, hvad der er ‘godt’ redikalt ændret. Oprindeligt var det gode, som nævnt, forstået som noget aktivt, virksomt og spontant. Men så bliver det omfortolket til noget passivt, uvirksomt, uspontant: Det er passivt at vende den anden kind til, at være tålmodig, at være lydig. Før var det de herskende klasser, der havde definitionsmagten i forhold til, hvad der var godt. Så flyttede definitionsmagten sig først til slaverne, senere de kristne generelt. Dermed viser den passive slave-moral sit demokratiske potentiale. Det er en folke-moral, det er massernes moral, flertallets moral. 
Selvom Nietzsche har mange vrede udfald mod masserne og demokratiet og begejstret taler til fordel for individualismen og den aristokratiske styreform, så tror jeg, at de fleste er glade for, at de lever i et demokrati i dag. Ligesom jeg tror, at de fleste er glade for at leve med et overvejende kristent moralsæt. At have internaliseret denne passive slave-moral og den selvbegrænsning og impulskontrol, der er forbundet med den, er jo fuldstændig grundlæggende dyder, hvis man vil leve i et godt samfund i fællesskab med andre mennesker. Det er derfor værd at nævne, at Nietzsche ikke er den store samfundstænker. Hans idéer (det er ganske vist ikke mange) om hvordan samfundet bør indrettes kan synes direkte primitive. Særligt i lyset af den moderne velfærdsstat. Men som eksistentiel tænker har han nogle meget skarpsindige betragtninger og har stillet nogle vigtige spørgsmål: Hvad har det eksempelvis af betydning for det enkelte individ at skulle begrænse sig? Kan selvbegrænsingen tage overhånd, så man lægger låg på nogle impulser, der faktisk ville være gode at udleve? 
Overordnet kan man sige, at Nietzsches kritik af moralen er en ‘fornuftskritik'. Da han ser fornuften som den mennekselige egenskab, der kan sætte begrænsninger og træde ud af det mere instinktive, impulsive og primitive liv. Går man eksempelvis forbi en bager kan man instinktivt have lyst til at kaste sig frående over kagerne og æde løs. Men fornuften fortæller hurtigt én, at det ville være en dårlig idé på længere sigt. Man kan altså forestille sig, hvilke konsekvenser ens handlinger vil have i fremtiden, og bruge ens fornuft i nutiden til at vurdere om en given handling vil være god at udføre. Det er jo en enorm praktisk egenskab at besidde. Men Nietzsche stiller skarpt på de negative konsekvenser, det også kan have. For eksempel forestillingen om et 'Guds rige'. Populært sagt mener Nietzsche, at der er noget forkert ved at gå og vente på et liv efter døden, når man kan leve livet her og nu. Og forestillingen om et bedre liv hinsides denne verden er for Nietzsche en fornufts-konstruktion, idet at man abstraherer fra dette liv og forestiller sig et andet, som man vurderer som værende meget bedre end det, man har. 
Jeg vil derfor sige noget mere konkret om Nietzsches fornuftskritik, da den har haft stor indflydelse på eftertiden, særligt vores tid; postmodernismen. I forhold til dette projekt, hvor jeg analyserer improvisations-begrebet, der er fornuftskritikken også interessant, da den understøtter idéen om improvisationen som en ubevidst aktivitet. Det vil jeg vende tilbage til i de afrundende bemærkninger. Men først nogle ord om fornuften og den følelse der motiverer den.


Fornuft og ressentiment
Når jøderne i tiden omkring kristi fødsel - og senere de kristne teologer - udvikler den passive slavemoral, så sker det ifølge Nietzsche som reaktion på noget stærkere. Eksempelvis som reaktion på romernes forskellige magtanvendelser. For eksempel opstod dyden ‘lydighed’ som reaktion på noget stærkere, der befalede, at man gjorde noget. Nietzsche tolker dette historiske magtforhold mellem romer og jøder psykologisk. Han spørger, hvad det er for en følelse der skabes, når man ufrivilligt er placeret i en underlegen position, hvor andre koster rundt med én. Han kommer frem til, at det må medføre en følelse af ‘ressentiment’. Ressentiment betyder 'nag', 'hævnfølelse', 'indebrændthed'. Det kommer af det franske ‘ressentir’: Re betyder 'tilbage'; 'vende om'. Sentir betyder ‘at føle’. Det kendes i øvrigt også fra det engelske ‘to ressent something’. I Nietzsches terminologi bliver det beskrevet som en vrede, der ikke kan komme spontant til udtryk og derfor bliver vendt indad og ruger i bevidstheden. De fleste kender formentlig til det at føle sig trådt på og ikke have fået sagt tilstrækkelig fra i den pågældende situation. I tiden efter kan man gå og fantasere om, hvordan man sagde fra på den helt rigtige måde. Man kan måske også udvikle en lang abstrakt (sjældent flatterende) forklaring på, hvorfor den anden gjorde som han gjorde. Et godt litterært eksempel på ressentiment optræder i romanen Faldet af Albert Camus, hvor den ekstremt selvbevidste og selvsikre hovedperson oplever at blive ydmyget i fuld offentlighed:


“Jeg var blevet slået uden at give igen, men jeg kunne ikke anklages for at være fej. Jeg havde blandet alt sammen, overrasket og tiltalt fra begge sider som jeg var, og bilhornene havde forvirret mig yderligere. Alligevel nagede det mig, som om jeg havde svigtet æren. Jeg blev ved med at se for mig, hvordan jeg uden at reagere satte mig ind i bilen, mens mængden så ironisk på mig, så meget mere opstemt, som jeg, det husker jeg tydeligt, var iført et meget elegant blåt jakkesæt. Jeg hørte stadig ordene ‘sølle fyr!’, som jeg faktisk syntes var berettigede. Alt i alt havde jeg lidt nederlag offentligt. På grund af nogle sammenfaldende omstændigheder ganske vist, men der vil altid være bestemte omstændigheder. I tilbageblik kunne jeg tydeligt se, hvad jeg skulle have gjort. Jeg så for mig, hvordan jeg slog d’Artagnan i jorden med et velrettet hook, satte mig ind i bilen, kørte efter det svin, der havde slået mig, indhentede ham, klemte motorcyklen op mod kantstenen, trak ham til side og gav ham den omgang tæv, han så rigeligt havde fortjent. Med nogle varianter kørte jeg igen og igen denne film i fantasien. Men det var for sent, og i nogle dage plagedes jeg af en grim følelse af ressentiment” (1).


En uretfærdighed er overgået ham og han kan ikke give igen: Situationen og muligheden er passeret. Det eneste han har tilbage er følelsen af ressentiment: billeder og ord fra episoden, der kører i det indre, flankeret af fantasier om, hvordan han kunne havde handlet og dermed ydet sig selv og situationen retfærdighed.
Ressentiment er ifølge Nietzsche drivkraften bag den kristne moral og det er ud fra denne følelse, man har gjort det, som Nietzsche kalder at ‘fabrikere idealer’. Det vil sige, at man optændt af ressentiments-følelsen har skabt en forestilling om, hvordan det 'ideelt' kunne have været. Som det beskrives i ovenstående citat, hvor fortælleren igen og igen "kører en film i fantasien". Når man fyldes af ressentiment, så forestiller man sig, hvordan man selv, eller måske en højere magt, går ind og yder en bestemt situation retfærdighed. Det er en slags ubalance, som man søger udjævnet; et regnskab der skal gøres op. I følge Nietzsche er denne forestilling af, hvordan det ideelt kunne være, noget som fornuften varetager. Ved hjælp af fornuften, kan man abstrahere fra de konkrete situationer og forestille sig bedre scenarier. Dermed kan man sammenligne disse forskellige scenarier og vurdere dem overfor hinanden. Således kan man fornuftigt vurdere, hvad der ville være bedst at foretrække. Fortælleren i historien blev ydmyget, men forestiller sig et bedre scenarie, som han klart foretrækker, selvom det blot er fantasi. Han skaber simpelthen en ny, ideel verden i fantasien.
Det med at forestille sig scenarier og sammenligne, er helt centralt i den metafysiske tradition. Det kan spores til Platons dialoger, hvor Sokrates ofte sammenligner forskellige scenarier og eksempler og vurderer dem i forhold til forskellige idealer (Mere herom i Platon: metafysik og musikteori - essay #4). Den dynamik ser Nietzsche gå igen i den kristne moral. Her udvikler man eksempelvis idéen om en alternativ verden (Guds rige), hvor de gode vil opleve retfærdighed for deres lydige liv, mens de onde vil blive straffet for deres synder (Guds straf). Nietzsche citerer i den forbindelse meget passende teologen og middelalder-filosoffen Thomas Aquinas for følgende: “De saglige i himmerige (...) vil komme til at se de fordømtes straffe for at sagligheden skal behage dem så meget mere”. (2) - Aquinas opstiller en alternativ verden med saglighed og retfærdighed, som er utrolig tillokkende. Ja, det er endda forbundet med en glæde over, at de fordømte bliver straffet for deres ugerninger.

Amoralsk improvisation
Nietzsche forbinder som nævnt slave-moralen med noget passivt og herre-moralen med noget aktivt. Nærmere bestemt, siger han, at moralen er forbundet med noget fysiologisk: Herre-moralen er kendetegnet ved aktivitet, spontanitet, rank ryg, styrke, sundhed, en stolt visen sig frem, umiddelbarhed og bevægelighed. Altså kropslige tilstande. Det er derfor en amoral (eller en 'ikke-moral') i den forstand, at den er ubevidst. Det vil sige, at den der udøver den, ikke er bevidst om, hvad han gør - han gør det bare. Det er en mere instinktiv handlen, som er motiveret af en spontan følelse af styrke og glæde. Den er altså også kendetegnet ved et fravær af bevidsthed om de kristne værdier om godt og ondt. En handlen ud fra denne herre-moral opstår spontant i individet selv. Som en umiddelbar tilskyndelse, der straks får afløb. Hvorimod slave-moralen, som nævnt, opstår som reaktion på noget: der er nogen, der gør noget ved én, derfor tænker man som man gør. Herre-moralen er derimod som den spontane idé, der straks får afløb og tilfredsstillelse.
I forhold til den ubevidste improvisation, som jeg har beskrevet tidligere (bl.a. i Improvisation og det ubevidste - essay #1), er der en slående parallel til Nietzsches herre-moral: i det øjeblik der improviseres, opstår idéerne spontant og ubevidst og får direkte afløb gennem toner og rytmer. De påvirkninger solisten får fra bandet og publikum vendes ikke indad i en passiv og ressentimentsfuld omfortolkningsproces. Derimod indarbejdes og udbygges de frejdigt og veloplagt i improvisationen. I forhold til Nietzsches analyse af den kristne moral, så kan man forstå improvisationens ubevidste udtryk som amoralsk. Der er nemlig ingen overvejelser om godt eller ondt, rigtigt eller forkert, sandt eller falskt. Der spilles bare og man udtrykker spontant det, som man har på hjerte.
Dermed mener jeg, at man gennem improvisationen kan opleve et intelligent udtryk for et almenmenneskeligt behov, der ellers kan være svært at få til at passe ind i et moderne samfund: behovet for at udtrykke sig frit og uden betænkeligheder. Særligt interessant er det i musikkens tilfælde, fordi det spontane udtryk af toner ikke har samme potentielt forpligtende eller krænkende karakter, som ord og begreber har. Lysten til at udtrykke sine ucensurerede meninger om en person eller en gruppe kan lettere have efterfølgende konsekvenser. I modsætning hertil er improvisationen et ordløst univers, hvor spontaniteten råder, og hvor ideerne straks får frit afløb og tilfredsstillelse. 
Jeg nævnte, at i et samfundsperspektiv er det en fordel, at slave-moralen råder. Jeg understregede også Nietzsche som primært værende en eksistentiel tænker: Han undersøger, hvad det betyder for det enkelte individ, hvis den spontane herre-moral helt fortrænges. Det er et godt spørgsmål. Fordi der er vel stadig noget primitivt i os mennesker, som har en vis berettigelse. Og hvis det ikke får lov til at blive udtrykt, vil det så ikke resultere i et lidt 'handicappet' liv, kunne man passende spørge i forlængelse af Nietzsches moralanalyse. Derfor må det være vigtigt at finde områder i livet, hvor denne primitive herre-moral kan få lov at udfolde sig uden, at det har negative konsekvenser over for andre. I forlængelse heraf mener jeg, at improvisation er et godt udtryk, der kan give afløb for nogle af disse spontane, ubevidste og amoralske drifter på en meningsfuld, intelligent og ofte smuk måde. En måde som i øvrigt ofte viser sig at give noget godt og meningsfuldt videre til andre. Altså en transformation af de primitive drifter til et kunstnerisk udtryk, der gavner individet selv, såvel som samfundet.  


Afrunding og næste essay
Jeg har i de to forrige essays beskrevet metafysikkens grundtræk og historiske udtryk. I nærværende essay, har jeg beskrevet Nietzsches kritik af metafysikken som en kritik af fornufts-tænkningen. Kritikken går på, at fornuften skaber en ideel, men ikke-eksisterende verden, som sammenlignes med den virkelige. Fornuftstænkningen spiller en betydelig rolle i den metafysiske tradition og kan spores tilbage til Platons dialoger, hvori Sokrates ofte benytter fornuften til at sammenligne og vurdere forskellige eksempler. Slave-moralen overtager og udvikler denne sammenlignings-dynamik, idet den abstraherer fra den virkelige verden og forestiller sig en ideel verden, man kan flygte hen i. Den type tænkning er rigtig god i et samfundsperspektiv, da det fordrer en god portion selvkontrol, der er nødvendig for, at man kan leve sammen med andre. Men i forhold til Nietzsches moralanalyse, diskuterede jeg om det enkelte individ ikke også har brug for en måde at udtrykke den spontane herre-moral. Der kommer improvisationen ind i billedet, fordi den danner rammer og mulighed for dette spontane udtryk. 
Jeg berørte kort spørgsmålet om, hvilken betydning det kan have for en kultur og et samfund, at det er den passive slave-moral der primært råder. Nietzsche forudså en omsiggribende nihilisme som konsekvens af denne type moral. Problemet er interessant at undersøge nærmere, da en kultur og et samfund har brug for en vis aktivitet og idérigdom for at kunne udvikle sig. Og hvis vores kultur indeholder visse nihilistiske træk på baggrund af en for stor udbredelse af slave-moralen, så kan improvisationen måske forstås som et nødvendigt alternativ til disse træk. Det vil jeg undersøge nærmere i næste essay.



Noter

  1. Camus 2010 - s. 43. Jeg har brugt den danske oversættelse på nær det allersidste ord i citatet. I den franske tekst bruges ordet ‘ressentiment’, i den danske oversættelse er det oversat til ‘nag’. Da jeg i denne sammenhæng analyserer og forklarer begrebet ressentiment, finder jeg det mest passende at bruge dette.
  2. Nietzsche 2010 - s. 52.


Referencer

  • Nietzsche, Friedrich - Moralens Oprindelse. Det lille Forlag 2010
  • Camus, Albert - Faldet. Gyldendal 2010
  • Christensen, Lars. Metafysikkens historie. Museum Tusculanums Forlag 2003

    Tegning: Deleuze og Nietzsche af Thor F. Jensen




No comments:

Post a Comment