Friday, 1 September 2017

Surrealisme og det ubevidste - essay #2

Indledning
I mit første essay improvisation og det ubevidste, beskrev jeg mine overordnede idéer angående jazzimprovisationen. Først gennem en dramatisk iscenesættelse, dernæst gennem analyser af begreberne ‘det ubevidste’ og ‘improvisation’ og til sidst ved at sætte disse begreber ind i en filosofihistorisk sammenhæng. Der var dog en håndfuld spørgsmål, som essayet lagde op til. Ét af disse vil jeg derfor nu udfolde og undersøge nærmere i dette essay. Spørgsmålet er følgende: 

Hvordan får man det ubevidste til at træde frem

Der er noget paradoksalt ved at ville finde noget ubevidst frem og samtidig tro på, at ikke vil ændre ‘natur’. For når noget ubevidst bliver bevidstgjort, så er det jo ikke ubevidst længere. Det er altså et metodeproblem: Man må finde en metode, der kan få det ubevidste til at træde frem, så det stadig har karakter af noget ubevidst, men dog har en form, som vi kan forholde os til på et bevidst plan. I foregående essay, beskrev jeg jazzimprovisationens forbindelse til det ubevidste: at man, i det øjeblik der improviseres, kan erfare det ubevidste folde sig ud, Eller mere præcist, man kan høre det ubevidste træde frem. Når jazzmusikeren improviserer overgiver han sig til øjeblikket og udtrykker sine ideer spontant og uredigeret.
Den amerikanske saxofonist Sonny Rollins fortæller eksempelvis, hvordan han øvede ved at gøre sig selv til en ‘blank tavle’: han prøvede at starte fra noget helt uberørt i sig selv; noget han ikke kendte til. Og tog han sig selv i at spille en frase, han havde spillet før, så tog han straks hornet væk fra munden og ventede på en ny, frisk idé dukkede op. Det er et meget godt eksempel på en konkret metode, hvorpå jazzimprovisationen kan vise noget ubevidst frem. Tonerne og rytmerne bliver de vidnesbyrd om det ubevidste, som vi kan forholde os bevidst til.
Jazzen indlejrer sig interessant nok i en tid, hvor flere kunstretninger og kulturelle strømninger forsøger at få det ubevidste i tale: dadaismen, ekspressionismen og surrealismen - omend på radikalt anderledes måder end jazzen. I dette essay vil jeg derfor kigge nærmere på disse modernistiske kunstretninger, med hovedvægt på sidstnævnte, for at vise anderledes tilgange til at få det ubevidste til at træde frem. Formålet er at vise, hvordan jazzen passer ind i denne modernistiske tradition og se på, hvilke bredere kulturelle og eksistentielle perspektiver man kan udlede heraf.  


Surrealisme
Surrealismen opstod i kølvandet på dadaismen, som udmærkede sig ved at gøre oprør mod de etablerede kunstformer. Men hvor dadaismen var anarkistisk og næsten nihilistisk i sit udtryk, så var surrealismen præget af en mere idealistisk tilgang. Den oprørske energi og spontanitet, som dadaismen bragte ind i kunsten, blev med surrealismen ledt i mere kreative retninger. Hvis vi ser nærmere på ekspressionismen, så er denne retning også værd at knytte et par ord til, da man gennem dennes berømte malerier af Edvard Munch, Vincent van Gogh og Max Ernst, ret tydeligt kan erfare den samme ubevidste energi og spontanitet, som dadaismen og surrealismen bygger på. Ekspressionisterne insisterer på at krænge deres inderste impulser ud; at bevidst lade indre smerter og euforier farve det ydre udtryk. Det ubevidste følelseslivs og dets intensitet bliver det primære udtryk. Eksempelvis Munchs skriget eller Van Goghs forskellige versioner af olivenlunde, hvor man nærmest kan mærke Provences farver og hede simre på lærredet.   
Fælles for de tre retninger er, at det ubevidste indeholder et kraftfuldt potentiale, men man kan med god ret sige, at surrealisterne var mest eksplicitte og strukturerede i forhold til, hvordan dette ubevidste potentiale kunne bruges som en metode til at fremme den kreative proces.


Historie, idé og centrale skikkelser
Historisk opstod surrealismen i Paris i tiden mellem de to verdenskrige. Det var en tid præget af en opløftet stemning: første verdenskrig var slut, en gryende industrialisering gav grund til optimisme og det kulturelle liv i Paris blomstrede med jazzmusik og en mangfoldighed af kreative ideer - her i blandt surrealismen. Jeg synes, at denne retning er interessant at sætte i forhold til jazzimprovisationen, fordi man indenfor surrealismen ret eksplicit stræber efter at få noget ubevidst i mennesket frem, ja, faktisk blev der nedskrevet en konkret metode i det Surrealistiske manifest fra 1924. Denne metode vil jeg vende tilbage til. Inden da vil jeg kort beskrive surrealismens overordnede ide og centrale figurer.
Surrealister troede på en mere 'ægte' virkelighed over eller udenfor den umiddelbart foreliggende. Dette afspejles i selve ordet ‘surrealisme’: sur betyder ‘over’. Réalisme: betyder ‘det reelle’ eller ‘det virkelige’. Denne ‘mere virkelige virkelighed' befandt sig i menneskets indre: i dets ubevidste drifter og begær, hvorfor Sigmund Freud ikke overraskende var en stor inspirationskilde for surrealisterne.
En af hovedfigurerne i den surrealistiske bevægelse var André Breton (1896-1966), der, ligesom Freud, var uddannet læge. Han studerede hans nyskabende teorier om det ubevidste sjæleliv med stor ihærdighed. Særligt interesserede han sig for Freuds teorier om menneskets drømmeverden, som ved første øjekast kunne tage sig absurd ud, men ved nærmere granskning kunne afsløre grundlæggende drifter og konflikter, der gennem den kunstneriske skabelsesproces, kunne forløse et kraftfuldt potentiale. Denne forståelse af menneskets drømme blev en vigtig inspirationskilde ikke bare for Breton, men for surrealisterne generelt. Salvador Dalís malerier med smeltende ure og dyr med forvrængede proportioner, er måske de mest kendte eksempler på surrealisternes fremstilling af drømmeverdenen.    


Surrealisternes metode
Efter denne historiske introduktion, vil jeg se nærmere på surrealisternes metode, som beskrives således af Breton i deres manifest fra 1924:


“Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side og uden for enhver æstetisk eller moralsk interesse”.
Denne psykiske automatisme kunne, udover andre kunstneriske udtryk, være automatskrift: man fatter simpelthen pen og papir og skriver løs uden nogen form for overvejelse, censur eller kritiske stillingtagen. Idealet er, at sproget skal flyde frit fra sjæl til hånd til papir, gerne så man opnår en trancelignende tilstand. Efterfølgende har man, på grund af bevidsthedens fravær i skriveprocessen, et vidnesbyrd om ubevidste tanker, følelser og drifter - og dermed et udtryk for surrealisternes idé om en mere ‘ægte’ virkelighed. Der er særligt to forhold, der er interessante ved denne forståelse af mennesket, som surrealismens metoder og idéer bygger på. Disse vil jeg kort beskrive i forhold til filosofihistorien, med det formål at fremdrage de eksistentielle og kulturelle perspektiver, som jeg indledningsvis lagde op til.


To forhold vedrørende surrealisternes menneskesyn
For det første, bygger surrealismens menneskesyn på den idé, at det ‘mest virkelige’ ved mennesket er noget, det ikke er bevidst om. Men som alligevel ‘eksisterer’ på et ubevidst plan. Det er et radikalt brud i forhold til, hvordan man traditionelt har forstået det filosofiske spørgsmål over dem alle: "hvad vil det sige at noget er"? Et spørgsmål, der knytter sig til den filosofiske tradition, som man kalder ‘ontologi’, som jeg derfor nu vil uddybe.
Traditionelt har forståelsen af det virkelige kort sagt været knyttet til noget, man antog for at være evigt, fast og uforanderligt - en tradition man typisk kalder metafysikken. Meta: betyder ‘over’ eller ‘udenfor’. Fysik: betyder den konkrete, fysiske verden. i Antikken viste denne metafysiske tradition sig som Platons ideer, i Middelalderen som den kristne Gud, i Renæssancen som René Descartes’ substans - hvis man skal male med den helt brede pensel. Svaret på det ontologiske spørgsmå,l ‘hvad vil det sige at noget er’, ændrer dog karakter fra især 1800-tallet med Arthur Schopenhauer og Friedrich Nietzsches filosofiske ideer. For dem er det virkelige kaos, vilje og virken mere end det er evigt, fast og uforanderligt.
Den tyske filosof Martin Heidegger tog også det ontologiske spørgsmål op i sit hovedværk Væren og tid (1927): Ideen om hvad ting ‘er’ er skabt i en efterfølgende rationaliseringsproces. Det ‘første’ er altid noget virkende eller gørende, ifølge Heidegger. Man har eksempelvist hamret med noget, før man har givet den ting, man hamrede med navnet ‘hammer’. Sagt på en anden måde; der er handlen og aktivitet før der er navngiven. Eller sagt på en tredje måde: verbet kommer før subjektet. Verbet beskriver bedre en virkelighed, der hele tiden er i bevægelse.
Så for kort at sammenfatte: hvor det filosofiske udgangspunktet traditionelt har været, at der eksisterer noget fast og uforanderligt, som vi kan forstå verden ud fra, så sker der et skift omkring 1800-tallet, hvor udgangspunktet bliver, at det værende, ikke er fast, men i bevægelse. Det er vores måde at fortolke verden på, hvor vi giver det navne (eller ‘substantiverer’), der giver os ideen om en fast og uforanderlig virkelighed.
Det er blot for at give en kort oversigt over, hvilken filosofisk tradition surrealisternes idéer vender sig imod. I lyset af denne filosofiske tradition opstående i antikkens Grækenland, så håber jeg at have vist, at det er en radikal anden virkelighedsopfattelse, som surrealisterne arbejder ud fra.          
Hvis vi vender tilbage til surrealisternes menneskesyn, så er det andet interessante forhold dette: at det ‘mere virkelige’ ikke kan nås ad rationel vej. Forstået på den måde, at man bliver nødt til at slå den rationelle bevidsthed fra for at finde frem til det. Man må så at sige ‘snyde sig selv’ ved at indvillige i den trancelignende automatskrift. Man må kaste sig ud på ukendt farvand og efterfølgende erkende, på godt og ondt, hvad det fører med sig. Det er altså en rationel beslutning om at slå den irationelle tænkning til. Den eksistentielle pointe, som man kan udlede heraf, er den, at man mener, at individet er mere end det umiddelbart givne: Der gemmer sig noget i én, der kan forløses. Dermed ser man et udtryk for en spirende individualisme. Man er ikke længere bare en brik i ‘naturgivne’ strukturer: ikke blot borger i et land, ikke blot medlem af en familie, ikke blot arbejder på en fabrik. Man er også et selvstændigt individ med et rigt og mangfoldigt sjæleliv, som kan forløses og udleves som man selv ønsker.


Afrunding og næste essay
Jeg mener, at vi ser et klart fællestræk mellem jazzimprovisationen og de tre nævnte kunstretninger, nemlig: at få det ubevidste til at træde frem. En stræben efter at forløse nogle indre, ubevidste energier og give dem en kunstnerisk form. Det ubevidste kan bruges som en kreativ impuls, der kan fremvise en anden side af menneskelivet. Men hvor de tre nævnte kunstretninger er meget visuelt orienteret, så adskiller jazzimprovisationen sig ved at være orienteret mod lyd. Altså en helt anden sans, der appelleres til. Umiddelbart virker det visuelle mest håndgribeligt: et billede der bliver malet vil (stort set) altid se ud som det gør. En improvisation spilles og eksisterer kun i det øjeblik og dermed kun i bevidstheden på de som oplevede improvisationen (hvis vi ser bort fra, at Improvisationer selvfølgelig kan optages og dermed være et varigt vidnesbyrd om det ubevidste i fri udfoldelse).
Jazzens improvisationer kan siges at flugte med de tre nævnte kunstretninger idet, de trækker på nogle ubevidste impulser og energier, der er drivkraften bag det kunstneriske udtryk. Rent tidsmæssigt opstår jazzen også i samme periode. Hvis vi tager surrealisternes manifest fra 1924 som surrealismens tidslige udgangspunkt, så er det også i 20’erne, at swingmusikken bliver enorm populær i USA. 
Jeg diskuterede menneskesynet, der lå bag surrealisternes metoder: at mennesket i det ubevidste indeholder noget mere virkeligt end det umiddelbart foreliggende. Interessen for det ubevidste kan som nævnt forstås som et udtryk for en nye individualistiske strømninger i tiden. Og netop denne individualisme, denne søgen efter at finde ud af, hvem man er og hvad man kan, kan også spores til de sorte jazzmusikeres liv i USA på denne tid. Men hvor mange af disse jazzmusikere ikke havde adgang til kunst og psykoanalytiske teorier, så tyder noget på, at de kunne udtrykke og finde sig selv gennem jazzens improvisationer. Særligt gennem den stilart, der opstod i forlængelse af swingmusikken, beboppen, blev improvisationen et mere fremtrædende element.  
En nærmere diskussion af, hvordan man finder sig selv i sin tid og sit samfund, kan gøre os klogere på, hvordan dynamikken mellem det bevidste og ubevidste fungerer. Samt vise, hvordan jazzimprovisationen kan bruges som et godt udgangspunkt til at diskutere forskellige eksistentielle og kulturelle spørgsmål. Næste essay vil derfor være dedikeret til at diskutere denne problematik i lyset af beboppen og de musikere der udøvede den.  


Referencer


  • De franske surrealister - Sonne, Jørgen. (Tiderne skifter: 1993)




No comments:

Post a Comment