Wednesday, 20 September 2017

Platon: metafysik og musikteori - essay #4



Indledning
Når jeg har afholdt mine foredrag om jazz og filosofi, så har jeg indledt med at fortælle om Antikkens Grækenland. Jeg har i den forbindelse taget udgangspunkt i en af Platons dialoger, der på pædagogisk vis beskriver en klassisk konflikt inden for filosofien. Man kan beskrive konflikten, som to veje man kan efterstræbe: det idéelle/perfekte eller det praktiske/konkrete. Skal man fx søge efter det perfekte arbejde i en uendelighed, eller skal man tage bestik af den konkrete situation og for en stund lade sig nøje med et mindre attraktivt arbejde, der får den praktiske hverdag til at løbe rundt? Et dilemma de fleste formentlig kender til. Desuden viser denne dialog, hvordan man filosoferede dengang, altså selve måden hvorpå man nåede frem til en konklusion (eller noget sandt). Fremgangsmåden kan virke ret omstændelig og eksemplerne lidt komiske, men de overordnede måder at nå frem til konklusioner på, er i høj grad noget man stadig benytter i dag: man sammenligner, man afgrænser og definerer, man lader ens samtalepartner komme med modargumenter, man abstraherer fra konkrete eksempler og vurderer dem i forhold til andre idéer.
I forhold til jazz og improvisation, så har jeg inddraget denne Platon-dialog, fordi den kan bruges til at forstå en væsentlig del af improvisationen: den teoretiske del. I mit første essay (Improvisation og det ubevidste - essay #1) var jeg inde på, at improvisationen byggede på nogle bestemte idéer, som gjorde at improvisationen havde en særlig kvalitet. Sagt på en anden måde: jazz-improvisationen bygger på nogle idéer om, hvad der er ‘rigtigt’ at spille og hvad der lyder godt. Inden for musikteorien eksisterer der fx en bestemt idé om hvilke toner en skala indeholder. Og en bestemt idé om, hvor mange takter der er i et givent nummer. Altså det man kalder teori. En teori kan man forstå som en samling af idéer, som skal læres for derefter at blive udført i praksis. Disse idéer anses for at være faste og ikke til debat. Til gengæld kan idéerne kombineres på uendelige måder. I forhold til jazzimprovisationen betyder det, at man har et fast fundament af teoretiske ideer, men at disse idéer kan kombineres på et utal af måder og dermed skabe en spændende uforudsigelighed idet der improviseres.
Men hvad har det at gøre med filosofiske idéer fra antikken? Og hvilken betydning har de haft for eftertiden? Jeg vil i dette essay beskrive, hvad Platon mener med ‘idéer’. Dernæst vil jeg vise, hvordan Platons filosofi har dannet grundlag for den filosofiske tænkning, man kalder metafysik. Og til sidst vil jeg give et bud på, hvorfor det giver mening at forstå det teoretiske fundament for jazzimprovisationen ved hjælp af Platons filosofi. Samtidig kan denne del af improvisationen bruges som et konkret eksempel på, hvordan filosofiske tanker fra Antikken, endnu viser sig i et moderne, kulturelt fænomen som fx jazz.


Sokrates og Hippias
I den ovennævnte Platon-dialog, møder filosoffen Sokrates sofisten Hippias. Sokrates var kendt som slags filosofisk vagabond, der strejfede fattig og (tilsyneladende) formålsløst omkring i Athens gader, mens han stillede borgerne pågående, filosofiske spørgsmål i en utrættelig jagt på sandhed. Sofisterne var til gengæld kendt for at tjene gode penge på undervisning i veltalenhed og argumentationsteori. Hvor Sokrates lærte folk om det sande, så lærte sofisterne folk at vinde diskussioner og begejstre deres publikum. Sokrates skrev intet ned selv, men hans elev, Platon, skrev hans dialoger ned i det format, som man kender i dag. Platon byggede derefter sin egen filosofiske lære herudfra, idélæren, som jeg vil beskrive i mere overordnede linjer længere fremme.
I dialogen sætter Sokrates sig for at finde svar på spørgsmålet: ‘hvad er ‘fint’? (‘Fint’ er oversættelse af det græske ord kalon og betyder ‘egnet’, ‘god til’, ‘smuk’. I andre oversættelser er det blevet oversat med ‘skønt’ eller ‘smukt’. Men selve ordets betydning er ikke det vigtigste i denne sammenhæng, men derimod metoden og de grundantagelser der bygges på). I sin sædvanlige, pågående stil går Sokrates i gang med at udfritte sin samtalepartner. Da Hippias således spørges om, ‘hvad der er fint’, så giver Hippias en masse eksempler på, hvad han finder fint: en kvinde, en lyre, en gryde mm. Hertil svarer Sokrates, at han ikke efterspurgte eksempler på det fine, men selve det fine - det fine ‘i-sig-selv’. Hermed viser den konflikt sig, som jeg beskrev indledningsvis: Idealet vs. det praktiske - 'selve' det fine vs. 'eksempler' på det fine. Sokrates søger nemlig den fælles egenskab ved alle fine ting, som gør dem fine. Sokrates og Hippias kan hurtigt blive enige om, at de fine ting adskiller sig fra hinanden og forandrer sig i tidens løb. Så hvad er det for en evig og uforanderlig egenskab alle de fine ting har til fælles? Gennem det man kalder en dialektisk samtale (Det vil sige en spørgen og svaren frem og tilbage mellem to samtalepartnere, hvor man gennem en fælles erkendelse af rigtigt og forkert når tættere og tættere på en konklusion) kommer de frem til, at det må være fordi, at alle de fine ting har del i idéen om det fine. Når noget er fint, så er det fordi, at det har noget af den fine idé i sig. Så langt så godt, men hvad karakteriserer mere præcist en idé?


Idélæren
En idé skal forstås som ren abstraktion. Som noget hinsides denne verden. Noget som kun kan erkendes ved hjælp af fornuftens rene, uforstyrrede refleksion. For at gøre det en lille smule mere konkret, så kan man knytte ideer til det ‘at tale’. Det grækerne kaldte logos (som fx går igen i begrebet ‘logik’ og ord der ender på ‘-logi’, som betyder ‘læren om’). Når noget bliver udtalt, så bliver dette ‘noget’ (ting eller fænomener), beskrevet med ord/begreber. Ved hjælp af ord og begreber bliver visse ting dermed afgrænset i forhold til andre ting. Beskriver man fx én ting med begrebet ‘fint’, ja, så er denne ting nu afgrænset i forhold til grimme ting, eksempelvis. Ved at benævne ting fine afgrænser man altså det ene fra det andet. Man bruger også ordet 'at definere', som oprindeligt betyder 'at afgrænse'. Man kan sige, at ved at kalde noget for fint, så samler man dem under én paraply, under hvilken alle de fine ting hører til. Idéerne er at forstå som en sådan paraply. Så ved hjælp af talen knytter man de forskellige idéer til tingene omkring sig, og dermed afgrænses tingene i forhold til hinanden. Så er det på plads! Alle de fine ting er samlet under det fines paraply. Men nogle ting er jo finere end andre. Nogle ting har mere af det fines idé i sig end andre ting. Så hvordan finder Sokrates frem til, hvad der er finest? Han sammenligner:


Jamen menneske, véd du ikke, at Heraklits udsagn er godt, at ‘den fineste abe er grim sammenlignet med mennesket under ét’, og den fineste gryde er grim sammenlignet med pigerne under ét” (Platon 2008: 32).


Disse ting sammenligner Sokrates så igen med guderne, i forhold til hvilke selv den fineste pige vil fremstå grim. Læst med nutidens øjne kan eksemplerne virke lidt komiske, men selve logikken bagved håber jeg fremstår klart: at Sokrates sammenligner forskellige fine ting med hinanden og dermed gør det tydeligt, at de adskiller sig fra hinanden. Dermed kan han nærme sig mere og mere ‘finhed’ og dermed nærme sig selve det fine. Sokrates starter altså med de mest simple ting, der har mindst af det fine i sig, og sammenligner dem med mere og mere ‘komplicerede’ ting, indtil der kun er den rene abstraktion tilbage: selve idéen om det fine, som kun eksisterer i fornuftens klare tænkning. Det leder os videre til, den for grækerne så højtbesungne egenskab, fornuften.


Fornuften
Idéerne står over alle de sanselige fænomener i verden omkring os og erkendes ifølge Platon gennem fornuften. Idéerne er de mest sande som alle ting stræber efter at ligne mest muligt. Heri ligger grundtanken bag dualismerne ‘krop og sjæl’, ‘Gud og menneske’, ‘evighed og tidslighed’, som man roligt kan sige har fungeret som dynamik og konflikt gennem hele den europæiske idéhistorie. Ved hjælp af fornuften kan man abstrahere fra tingene omkring sig, man kan vurdere dem og analysere dem. Når man benytter fornuften, så træder man et skridt tilbage og ser tingene udefra og vurderer dem i forhold til hinanden. Dualismen krop og sjæl antager eksempelvis, at mennesket er grundfæstet i en virkelighed med en konkret krop, der ældes og forgår. Men samtidig, at man gennem fornuften kan erkende (eller i hvert fald forestille sig) en udødelig sjæl, der ikke forgår. 
Om sjælen, det fine eller det sande så virkelig er til i en art evig, uforanderlig tilstand, er en helt anden snak. Nietzsche var én af dem der kritiserede idélæreren: han sagde at fornuften blot var et praktisk redskab, der gav tingene omkring os karakter af noget fast og uforanderligt - men ikke udtryk for, at der virkelig eksisterede noget fast og uforanderligt. Det er fx enormt praktisk i et samfund, at man har en udbredt idé om, hvad der er retfærdigt. Det er ikke fordi den ultimative sandhed om, hvad der er retfærdigt eksisterer, mente Nietzsche. Det er en længere filosofisk diskussion værdig, som jeg dog vil lade ligge her. Men jeg håber at have givet en lille snert af betydningen af Platons idélære og vil nu sige lidt om dens betydning for eftertiden og derefter overføre tanken til det teoretiske grundlag for jazz-improvisationen.


Metafysik
Jeg har nu gennemgået idéerne via Platons idélære samt fornuften som ‘tænkeredskab’, og skal man koge Platons dialog ned til essensen, så er det netop ‘ideer’ og ‘fornuft’, der er de helt centrale og tæt sammenvævede begreber. I punktform kan man opsætte det således:


  1. For det første forudsætter Sokrates, at der eksisterer nogle evige og uforanderlige idéer hinsides denne verden.
  2. For det andet benytter Sokrates fornuften til at sammenligne og vurdere de eksempler, som Hippias fremsætter.


Denne måde at filosofere på har i store træk manifesteret sig op igennem filosofiens historie uner navnet metafysik. Meta betyder ‘over’ eller ‘udenfor’. Fysik betyder oprindeligt ‘natur’, og henviser til den håndgribelige, sanselige verden, som vi lever i. De antagelser at noget er fast, og at man gennem fornuften kan indse dette, er gået igen i et hav af varianter igennem historien. Jeg vil nu beskrive, hvordan jeg mener de antagelser går igen i forhold til musikteori.


Idéer og musikteori     
Hvis man tager udgangspunkt i begrebet teori, så betyder det oprindeligt ‘betragtning’ eller ‘spekulation’, altså noget der er adskilt fra den praktiske udførsel. Denne skelnen mellem teori og praksis er Antikkens anden store filosof, Aristoteles, kendt for at have beskrevet. Typisk siger man, at Platon fokuserede på de evige, abstrakte ideer, mens Aristoteles fokuserede på den praktiske implementering af idéerne. De fleste kender formentligt Rafaels berømte renæssancemaleri af akademiet i Athen. Her ses Platon og Aristoteles i midten, mens de fører en filosofisk diskussion. Platon peger opad mod idéernes verden, Aristoteles peger nedad mod den konkrete, fysiske verden. Et klassisk billede på idealisten overfor pragmatikeren.
I forhold til musikteori, så mener jeg, at man kan forstå måden denne læres på gennem den metafysiske tænkning: 1) At man har noget, fx. en teori, som anses for at være fast og uforanderlig. 2) At man ved hjælp af fornuften kan erkende dette.
Ved hjælp af fornuften kan man sammenligne forskellige idéer og se, hvor de adskiller sig fra- og ligner hinanden. Enhver kan relativt let forstå hvilke toner en C-dur skala indeholder: C, D, E, F, G, A, B. Og enhver kan relativt let forstå, hvordan denne skala adskiller sig fra eksempelvis en G-dur skala: G, A, B, C, D, E, F#. Man kan som Sokrates benytte fornuften til at sammenligne to forskellige idéer og vurdere, hvordan de vil være rigtige at implementere. Disse idéer inden for musikteorien anses for at være faste og uforanderlige. Det ville være ren sofisteri at hævde, at en C-dur skala indeholder andre toner end den gør.
Indlæringen og forståelsen af musikteori mener jeg derfor, at man kan forstå i forlængelse af den metafysiske tradition, som beskrevet ovenfor: at man har en teori/et sæt af idéer, som anses for at være faste og uforanderlige, og som man ved hjælp af fornuften kan få indblik i.


Afrunding og næste essay
Man kan afslutningsvis spørge: “hvorfor dog al det besvær med at tale om filosofi og komplicerede analyser"? For der er jo ingen der behøver at kende til Platons filosofi for at kunne forstå noget så simpelt som en C-dur skala. Jeg mener at en større forståelse af, hvorfor man tænker og forstår ting, som man gør, gør én i stand til bedre at overføre sin måde at lære på til andre områder. Det er oplagt, at hvis man har forstået metoden bag at lære en specifik ting, som fx musikteori, så kan man benytte den samme metode i andre sammenhænge, hvor man ønsker at lære noget. Og hvis jeg skal sætte mig op på den høje, moralske hest for en stund, så mener jeg også, at det er vigtigt at huske den tradition, som man er en del af. Fordi det ofte helt naturligt medfører en ydmyghed og respekt overfor det arbejde, som er blevet gjort før én. Hvilket så oplagt kan motivere én til et mere socialt og samfundsorienteret sigte. Anderledes formuleret: bevidstheden om, at man bygger videre på tidligere generationers arbejde og resultater, kan motivere én til selv at give noget igen til kommende generationer.
I det følgende essay vil jeg give eksempler på, hvordan den omtalte metafysiske tænkning, som Platon ‘opfandt’, har manifesteret sig gennem tiden: Middelalder, Renæssance og Oplysningstid, med det formål at tydeliggøre den historiske betydning af Antikkens filosofi. Desuden er metafysikken og dens historiske omfang interessant som kontrast til den ubevidste og spontane side af improvisationen, som jeg har beskrevet i mit første essay (Improvisation og det ubevidste - essay #1). Dette ubevidste aspekt, vil jeg uddybe og analysere gennem Nietzsches filosofi i, ikke det kommende, men i det efterfølgende essay. Men inden jeg når så vidt, vil den metafysiske tradition altså blive yderligere udfoldet.



Referencer

  • Platon - Dialoger. Hippias Maior, Ethydemos, Euthyfron. Oversat af Niels Henningsen, Det lille Forlag 2008
  • Platon - Faidros. Oversat af Niels Henningsen, Det lille Forlag 2001
  • Arthur F. Holmes - Plato’s theory of forms. Lecture on youtube.
  • Steven West - Aristotle pt. 1. Podcast fra http://philosophizethis.org



No comments:

Post a Comment