Tuesday, 26 September 2017

Metafysik og improvisation - essay #5


Indledning
I foregående essay (Platon: metafysik og musikteori - essay #4) beskrev jeg Platons idélære og dennes betydning for det man kalder ‘metafysik’. Derefter forbandt jeg grundtrækkene i den metafysiske tænkning med måden, som man lærer musikteori på. Bevidsthed om metoden hvorpå, man lærer én ting, kan så overføres til andre områder, hvor man ønsker at lære noget. Platons filosofi kan altså bruges af andre end filosofi- og musiknørder. Den metafysiske tradition er imidlertid interessant at blive klogere på i forhold til improvisaitionsbegrebet. Hvorfor jeg vil se nærmere på nogle historiske udtryk for metafysisk tænkning i dette essay. Sådan noget som Middelalder-, Renæssance-, og Oplysningsfilosofi kan umiddelbart virke som liggende langt fra improvisationsbegrebet. Grunden til, at jeg vil uddybe den metafysiske tradition og historie, er, at den ret tydeligt sætter, den ubevidste side af improvisationen i relief. Udover ‘Det ubevidste, har jeg knyttet begreberne ‘individualisme’ og ‘kreativitet’ til improvisationen (jf. fx Improvisation og det ubevidste - essay #1 og Surrealisme og det ubevidste - essay #2). Disse begreber, der jo bærer et vist præg af grænseoverskridelse, er utrolig populære og ‘progressive’ i dag. Derimod kan man opleve en, for mig at se, lidt hurtig afstandtagen til alt, hvad der har det mindste skær af metafysik. Religion, ikke mindst. I forhold til en mere samfundsorienteret vinkel, mener jeg, at en større bevidsthed om metafysikkens historie og udtryk, kan veje lidt op for denne slagside.
I dette essay vil jeg derfor, i overordnede vendinger, beskrive hvordan metafysisk tænkning har manifesteret sig gennem Middelalderen, Renæssancen og Oplysningstiden (For en mere dybdegående analyse af metafysikkens grundtræk vil jeg anbefale Platon: metafysik og musikteori - essay #4). Jeg vil afslutningsvis relatere metafysisk tænkning til improvisationen: Hvordan et kendskab til metafysikkens tankemønstre og konkrete udtryk, kan bruges som en kontrast til - og dermed give en bedre forståelse af - den ubevidste side af improvisation. Dén relation vil jeg så udfolde yderligere i det kommende essays. Dette essay er dermed en uddybning af det forrige og et oplæg til det næste.


Middelalder
Den gennemgående metafysiske enhed i Middelalderen var den kristne Gud. Troen på Gud og de forskellige praksisser, der knyttede sig hertil, var den samlende enhed, der gav livets daglige gang mening og retning. Man kalder det ‘Middelalderen’ fordi den opfattes som en periode mellem to ‘vigtigere’ intellektuelle perioder: Antik og Renæssance. Der er to overordnede filosofiske spor fra Antikken, som man kan følge ind i Middelalderen: Platons og Aristoteles’, henholdsvis. Platon lagde navn til det, man kalder nyplatonismen, inden for hvilken man fortolkede Platons filosofi på en måde, der fik afgørende betydning for kristendommens udformning. Én af dem der gjorde det var Plotin (ca. 205-270), der, ligesom Platon, tænkte hierarkisk. Men i toppen af hierarkiet havde Plotin ikke platoniske idéer, men det, han kalder ‘Det ene’. ‘Det ene’ skal forstås som en immateriel enhed, der ikke har normal fysisk væren, som sten, borde eller mennesker fx har det. Det kan lyde underligt, men det var en tid, hvor man søgte at finde den ‘første årsag’ til alt - årsagen til at ting opstod og eksisterede. I dag tænker man typisk på ‘The big bang’ som den første årsag, der satte det hele i gang. En tanke man måske vil finde underlig, måske endda primitiv, om tusind år. Det må tiden vise. I forhold til ‘Det ene’, så kan denne immaterielle enhed, med Plotins metafor, strømme over i dens modsætning. Det vil sige, at immateriel ikke-væren, kan strømme over i materiel væren. ‘Det ene’ kan strømme over i sten, borde, mennesker osv. Men hvor mennesket via fornuften kan opnå en erkendelse af idéernes verden ifølge Platons idélære, så kan mennesket opnå erkendelse af Plotins ‘Det ene’, gennem den ‘mystiske erfaring’, hvilket spillede en stor rolle i Middelalderen. Heri ligger en dobbelthed i Plotins filosofi: vi kan erkende de fysiske ting, der er udstrømmet fra ‘Det ene’ via vores fornuft, men erkendelsen af selve det ‘det ene’, sker gennem mystikkens praksis.
Det understreger et paradoks, som var gennemgående i Middelalderen: der er en grænse for fornuftens formåen, når man tænker i årsagsrelationer. Fordi idet man søger efter en første årsag, så antager man, at tingene hænger fornuftigt sammen. Men man render også ind i det problem, at man kan efterspørge årsager i det uendelige - som fx børn har for vane at gøre. Når man har fundet en første årsag, er det jo naturligt at spørge, hvad der kom før den. Derfor er en stor del af Middelalderens tænkning præget af, at der indsættes en irrationel forklaring i ligningen. Hos Plotin altså en mystisk praksis.
En anden markant tænker fra Middelalderen er teologen Augustin (354-430), der tænkte i forlængelse af Platon og Plotin. Også Augustin understreger menneskets evne til at slutte fornuftigt om årsager og sammenhænge i den fysiske verden. Dog sætter han troen over viden og Gud over menneske. Visse grundlæggende idéer er indpræget direkte i mennesket fra Gud: matematiske love og idéen om Guds eksistens. Men hvor kommer de idéer så fra? De illumineret i os, altså pludseligt oplyst i os. Man taler derfor om Augustins ‘illuminations-lære’. Ud fra et filosofisk og videnskabeligt synspunkt, altså igen en irrationel forklaring der pludseligt indsættes i ligningen.
Augustin skrev et, for den europæiske historie, enormt indflydelsesrigt og bemærkelsesværdigt værk; Confessiones (år 397-400). Det er et selvbiografisk værk, hvori han angrer stort set alt, hvad har foretaget sig tidligere i sit liv. Selv hans handlinger og opførsel som barn angrer han. Han angrer, hvordan han har været drevet af irrationelt begær efter at tilfredsstille sine egne behov. Han kommer dermed frem til, at han er skyldig fordi, han har sat sig selv før Gud. Med nutidens øjne er det utvivlsomt en noget hård dom at fælde over sig selv. Men det kendetegner meget godt hans tænkning og dennes indflydelse på eftertiden: at Gud kommer før alt andet, at drifter er syndige og at kroppen er uren. Her ligger tankerne bag dualismen ‘krop og sjæl’, som i dén grad har præget vestlig tænkning.
Det var lidt om tænkningen i Middelalderen. Så begyndte pesten pludselig at hærge og udslette store dele af befolkningen. Heri opstod der et meget konkret problem, som man ikke kunne finde årsagen til.


Renæssance
Renæssance betyder genfødsel. De fleste kender ‘re’ som noget der ‘kommer igen’. I den digitale verden eksempelvis en ‘re-post’. ‘-Næssance’ kommer af det franske ‘naissance’, som betyder ‘fødsel’. Når der tænkes på genfødsel, så er det en genfødsel af de filosofiske og kunstneriske idéer fra Antikken. Den ‘mørke’ Middelalder var fortid og blev erstattet af en sprudlende idérigdom og kreativitet inden for filosofi, arkitektur, kunst og opfindelser. Efter Middelalderen med dens mystik og lydige gudfrygtighed, vendte man nu fokus tilbage mod de antikke, græske idéer om individet og dets fornuft. Hvorfor begrebet ‘humanisme’ vandt indflydelse gennem tænkeren Erasmus af Rotterdam (1469-1536): menneskets evner til selv at forstå årsager og finde mening uden om kirkens autoritative kilder, blev mere fremtrædende. I tråd hermed, blev bogtrykkerkunsten opfundet, hvilket var en informationsrevolution på linje med internettet. Viden var nu tilgængelig for, om ikke alle, så i hvert fald for en betydelig bredere skare end tidligere.
Kulminationen på individets potentiale og intellektuelle evner kondenseres i René Descartes (1596-1650) filosofi; den franske videnskabsmand og filosof, som har bidraget med filosofihistoriens måske mest kendte sætning: “jeg tænker, altså er jeg”. Hvor man i Antikken som forklaringsmodel tog udgangspunkt i ‘idéer’, og man i Middelalderen tog udgangspunkt i Gud eller ‘Det ene’, så tager Descartes udgangspunkt i sin egen bevidste og kritiske tænkning: rent metodisk gjorde han det, at han abstraherede fra forstyrrende sanseindtryk, så det kun var den rene tænkning tilbage. I René Descartes finder man dermed klichéen om den verdensfjerne filosof, der ikke vil forstyrres af verdens påtrængende flygtighed, i fuld udfoldelse. I forhold til Descartes metode, så beskriver han igennem en fascinerende og meget overbevisende argumentationsrække, hvordan han ikke kan være sikker på andet end sine egne tanker. Selv hvis der skulle være en ondskabsfuld, overnaturlig demon, der indlagde illusoriske tanker i hans sind, så var han dog sikker på én ting: at det var ham, der havde disse tanker - falske eller ej. Altså må dette være det sikre filosofiske udgangspunkt: selvets tankestrøm.
“Jeg tænker, altså er jeg” bliver dermed startskuddet til den moderne filosofi: det enkelte menneskes evne til rationel, kritisk tænkning skal danne det sikre grundlag, som man kan bygge sine filosofiske og videnskabelige undersøgelser på. Den metafysiske enhed, hvorudfra man begynder sine undersøgelser, er med Descartes ikke idéer eller Gud, men mennesket selv; og det er ikke dialektiske samtaler eller mystiske praksisser, der bevidste dette: det er selve den bevidste tænkning.


Oplysningstid
Således var vejen nu banet for videnskabelige fremskridt, ikke bare til gavn for en udvalgt skare, men for alle. Den fornuftige, kritiske tænkning er noget alle besidder. Derfor får begrebet ‘oplysning’ en helt ny betydning. Når man har sagt ‘kritik’ og ‘oplysning’, så må man også sige Immanuel Kant (1724-1804). Manden der førte det mest disciplinerede og strukturerede liv, man kan forestille sig. En berømt, velbenyttet og meget sigende anekdote fortæller, hvordan Kant gik den samme spadseretur på præcist samme klokkeslæt hver dag. Så præcist, at købmændene på torvet i Königsberg kunne stille deres ure efter, hvornår han passerede. Kun én gang blev den daglige rutine glemt: da han fuldstændig opslugt og begejstret læste værket Émile - skrevet af en anden oplysningsfilosof; Jean-Jacques Rousseau.
Nå, fra anekdote til filosofi. Kant er svær at forstå. Blandt andet fordi der er mange tekniske begreber at forholde sig til. Jeg vil forsøge at gøre det så pædagogisk som muligt. Så jeg vil tage udgangspunkt i ét citat, som er meget sigende for hans filosofi. Det citat vil jeg efterfølgende analysere. Kant skriver:


“Alle egentlige metafysiske domme er syntetiske”


Det han mener her, er, at metafysikken skal udvide vores erkendelse. metafysikken skal være videnskab. Tidligere har metafysiske domme ikke gjort os klogere. Ikke skabt viden. Eller med Kants begreber: de har ikke været ‘syntetiske’, men blot det, som han kalder ‘a priori’. A priori betyder før erfaringen. At noget er a priori sandt betyder, at man ikke behøver at benytte erfaringen for at få det bekræftet som sandt. Sætningen ‘alle legemer har udstrækning’ er fx a priori sand. Det ligger nemlig i selve begrebet ‘legeme’, at det have udstrækning, mener Kant. Så man behøver altså ikke at gå ud i verden og undersøge alle legemer for at bekræfte sandheden af dén sætning. Men så siger sætningen jo heller ikke noget nyt. Den er jo selvindlysende sand og skaber dermed ikke ny viden. Og Kants mål var jo, at metafysikken skal være videnskab. Derfor bruger han begrebet ‘syntese’ i citatet “Alle egentlige metafysiske domme er syntetiske”. Når noget er syntetisk er det sammensat; opstået ved en syntese. Vores medfødte fornuft kan a priori erkende sandheden af, at alle legemer har udstrækning. Denne selvindlysende viden, kan ifølge Kant indgå i en syntese med vores erfaring. Skal man skabe viden, er fornuften ikke nok - erfaringen må også tages i brug. Der må altså finde en syntese sted imellem vores fornuft og vores erfaring. Som eksempel siger Kant, at dommen 5 + 7 = 12 er en ‘a priori og syntetisk’ dom - med tyk streg under ‘og’. Uden at bruge erfaringen kan man vide, hvad begreberne 5 og 7 hver især indebærer. Men skal vi lægge dem samme og komme frem til resultatet 12, så er vi nødt til at trække på erfaringen (eller ‘anskuelsen’, som Kant siger). Fx ved at tælle med fingrene eller tage 5 æbler og så 7 æbler og til sidst lægge dem i en samlet bunke og tælle efter. De fleste vil nok ikke sidde og tælle fingre eller samle æbler i dette tilfælde, fordi de tidligt har lært at lægge ting sammen. Men på et tidspunkt har man lært, via erfaring, hvordan man lægger to mængder sammen, ifølge Kant.
Kant drog også den konklusion, at verdens ting ikke kan erkendes, som de virkelig var - kun sådan som vi opfattede dem gennem vores fornuftige sanseapparat. Han opdelte tingene i ‘Ding-an-sich’ og ‘Ding-für-uns’: Hvilket betyder ‘tingen-i-sig-selv’ og ‘tingen-for-os’. Der er altså nogle ting ude i verden: sten, borde, mennesker osv., som vi kun kan erkende på den måde, som de fremtræder for os på. Ikke som de virkelig er i-sig-selv. En idé der er blevet kritiseret kraftigt sidenhen. Blandt andet for, at den deler vores erkendelse op i en meget grov subjekt-objekt modsætning. I Romantikken opstod der fx den modstridende idé, at man godt kan erkende tingen-i-sig-selv. Blandt andet ved at forlade den store tiltro til fornuften, som det primære middel til erkendelse. Derfor blev kunsten i Romantikken brugt som adgang til en mere direkte og 'autentisk' oplevelse af tingene.
Det var en længere udredning af nogle af de mest centrale træk ved Kants filosofi. De overordnede pointer er, at han vil gøre metafysikken til videnskab. Den skal kunne bruges. Han siger i den forbindelse, at menneskets medfødte fornuft ikke er nok til at bedrive videnskab, men at erfaringen er også nødvendig. Fornuften er altså nødvendig, men ikke tilstrækkelig i forhold til at bedrive videnskab. Det revolutionerende er, at det nu ikke er en idé plantet i os, som vi skal tænke os frem til, som hos Platon. Det er ikke Gud, der pludselig giver os en åbenbaring, som hos Augustin. Det er ikke vores indadvendte, kritiske tænkning, der giver os sandheden, som hos Descartes. Det er derimod mennesket selv, der kan udvide erkendelsen, selv opsøge viden, selv lære nye ting. I Oplysningstiden træder mennesket simpelthen frit, selvstændigt, undersøgende og nysgerrigt ud i verden og bliver - oplyst!


Afrunding og næste essay
I foregående essay Platon: metafysik og musikteori - essay #4, definerede jeg metafysikken med udgangspunkt i Platons idélære. Mere specifikt med udgangspunkt i dialogen Hippias Major, hvor Sokrates filosoferede ud fra to grundantagelser: at der eksisterer noget fast og uforanderligt, samt at man via fornuften kan erkende dette. Kants ambition er at afslutte de evige, frugtesløse metafysiske diskussioner ved at gøre metafysikken til videnskab. Den efterfølgende kritik af Kant er blandt andet gået på hans kraftige tiltro til fornuften som erkendelses-værktøj, samt hans markante afvisning af, at vi kan erkende ting-i-sig-selv.
I forhold til dette projekt, hvor jeg fortolker improvisationen gennem filosofien, blandt andet for at fremhæve væsentlige samfundsmæssige og kulturelle problemstillinger, vil jeg runde af med dette gode citat af Kant:


“Efterspørgslen efter metafysikken vil på den anden side aldrig gå tabt, eftersom den menneskelige fornufts almene interesse er alt for intimt knyttet til den


Det ligger dybt i os mennesker at søge svar på de største spørgsmål. Vores fornuft tørster efter sammenhæng og tørster efter at vide hvordan tingene hænger sammen. Vi har simpelthen en ubændig trang til fast grund under fødderne. Og i forhold til improvisationen er denne pointe særlig interessant, idet jeg fortolker improvisationen som indeholdende en ubevidst side, hvor musikeren giver sig hen til nuet og det uforudsigelige. Men det mener jeg kun, at han kan, fordi han har nogle faste ‘ting’ at trække på. Han har indlært nogle idéer, en teknik, en erfaring. Han har via sin fornuft indlært en masse ting, som han kan forlade sig på. Disse faste ting kan så sammensættes på nye, uforudsigelige måder, idet øjeblik han improviserer.
I det kommen essay vil jeg udfolde Nietzsches kritik af metafysikken. Især hans kritik af metafysikkens kraftige tiltro til fornuften som udgangspunkt for, hvordan man navigerer i tilværelsen. Det vil nemlig bane vejen for en bedre forståelse af, hvordan man når frem til den ubevidste og frie udfoldelse i improvisationen.


            
Referencer


  • Prolegomena - Kant, Immanuel. Det lille Forlag 2007
  • Meditationer over den første filosofi - Descartes, René. Det lille Forlag 2002
  • Dialoger. Hippias Maior, Ethydemos, Euthyfron - Platon. Det lille Forlag 2008
  • Blast off to the Renaissance! Episode #022 - West, Stephen. Podcast from www.philosophizethis.org
  • Filosofiens historie bind 1. Skirbekk, Gunner og Skirbekk, Niels Gilje. Gyldendal 1995


No comments:

Post a Comment