Saturday, 9 September 2017

Bebop: individualisme og sammenspil - essay #3





Introduktion

Der er flere forhold ved improvisationen, som kan gøre os klogere på nogle af de perspektiver der åbnede sig i forlængelse af mit seneste essay, Surrealisme og det ubevidste - essay #2. Heri tolkede jeg surrealismens interesse for det ubevidste, som et udtryk for en spirende individualisme i kulturen. Surrealismens menneskesyn bygger på en idé om, at mennesket er mere end blot dets plads i samfund, familie og tid. Inspireret af Freuds psykoanalytiske teorier, søgte surrealisterne at forløse et ubevidst potentiale igennem diverse kreative udfoldelser. Disse udfoldelser fremviste på original vis skjulte sider af sindet. Pointen er, at dette nye menneskesyn viser en tro på, at hvert enkelt menneske indeholder et rigt og mangfoldigt sjæleliv, som kan forløses og udleves på et utal af måder. 
Eftersom jeg har knyttet begrebet ‘det ubevidste’ til jazz-improvisationen (se: Improvisation og det ubevidste - essay #1) og eftersom surrealismen åbnede for individualisme-vinklen, så er det oplagt at se på individualisme i forbindelse med jazz-improvisation. Og særligt at se på individualisme i forbindelse med improvisationen der finder sted inden for den jazz-genre, som kaldes ‘bebop’. Fordi der er flere forhold ved beboppen, som kan tolkes i forlængelse af tidens spirende individualisme. Jeg vil derfor give en kort introduktion til beboppen, analysere en af beboppens berømte improvisationer og til sidst diskutere individualismen mere kritisk: hvordan kan man forstå den individuelle improvisation i forhold til gruppen/bandet?


Bebop - opståen og udvikling

I bogen Jazzens veje fra New Orleans beskrives beboppen som stående i skarp kontrast til den swingmusik, der blomstrede op i 20’erne og 30’erne. Swingmusikken var karakteriseret ved at være dansevenlig, velarrangeret, udadvendt, kommercielt orienteret samt blive udført i store grupper, eller ‘bigbands’. Modsat hertil var beboppen mere rytmisk og harmonisk kompliceret og den blev typisk spillet i mindre grupper. Det var ikke dansemusik, som swingmusikken, og den var ikke i samme grad henvendt til et bredt publikum. Beboppen er derfor blevet tolket, som ‘musik for musikkens skyld’. En af beboppens foregangsmænd, Dizzy Gillespie, fortæller, at bebop simpelthen blev skabt for at skræmme mindre talentfulde musikere væk fra de lokale ‘jam sessions’. Jam sessions var uformelle møder på mindre barer og natklubber, hvor musikere mødtes efter deres spillejobs og jammede og udvekslede idéer. Gillespie siger om disse sessions: “der dukkede altid nogen gutter op som overhovedet ikke kunne blæse (...) men alligevel skulle bruge seks-syv kor på at bevise det” (s. 101). Især når man hører det hæsblæsende tempo, som beboppen ofte spilles i, så forstår man, hvad han mener.

Særligt interessant for dette skriveprojekt er imidlertid, at inden for beboppen begynder improvisation at spille en større rolle. Der blev udviklet en tradition for, at hver enkelt musiker improviserede over det givne nummers harmonier. Dette fandt dog også sted i swingmusikken, men heri knyttede improvisationen sig oftest tæt op ad melodien og var af kortere varighed. Samtidig blev det teoretiske fundament også mere udviklet inden for beboppen og der blev eksperimenteret med at lave lange, elegante fraser, der udtrykte nummerets harmonier i kombination med dissonante og rytmisk ‘malplacerede’ toner. Denne blanding af toner der var bundet til en fast, genkendelig harmonistruktur og ‘forkerte’ toner giver beboppen en pirrende, rastløs og næsten anmassende karakter. Måske derfor, at swing-musikkens ‘fader’, Louis Armstrong, kaldte beboppen for ‘chinese music’!. Om man elsker det eller ej, så er det som om, at man i beboppen kan høre en rastløs søgen efter at komme nye steder hen. Musikken er næsten som en ung mand der står og tripper på dørtærsklen, ivrig efter at styrte ud i verden og bevise sit værd.

Confirmation
Lad os for en stund se nærmere på et af de mest kendte bebopnumre, Confirmation. Komponeret og udført af altsaxofonisten Charlie Parker - en anden af beboppens foregangsmænd. Nummeret fremstår intenst og friskt som en forårsdag, hvor alt er muligt. Der er en insisteren og fremdrift i hans fraser; han vil et sted hen og som lytter føler man næsten, at man må hoppe med på vognen, mens man har chancen.
Det mest fascinerende er, at nummerets karakter af ‘ungdommelighed’ er kombineret med egenskaber, man normalt ikke forbinder med ungdommen: en enorm veludviklet teknik, sikkerhed i timingen og en omfattende bevidsthed om det teoretiske fundament. Når man hører improvisationen, er det som, Parker nogle gange roder rastløst rundt i sin solo: man hører et virvar af lynhurtige toner, men ind imellem også små pauser, hvor man kan høre rytmegruppen træde mere tydeligt frem. Lytter man godt efter, kan man høre, at dette ‘roderi’ flere gange bliver forløst af et konkluderende lille motiv på tre toner, som, hvis man bliver lidt i forårs-metaforikken, næsten er som en solstråle der bryder igennem skyerne. Det er nærliggende at mindes Platon, der i Staten beskrev solens lys som det der gav alting form og væren. På samme måde giver Parker flere af sine fraser en endelig form med sit tre-tone-motiv, der sætter et umiskendeligt Parker-stempel og siger: sådan skal det gøres! At han binder disse sløjfer på sine tilsyneladende rodede, uforståelige fraser, har en forløsende effekt for lytteren, man ånder næsten lettet op: der er mening med galskaben!

Improvisation, gruppe og samspil
I forbindelse med improvisationen generelt og ovenstående analyse specifikt, er det nærliggende at tolke improvisationen som udtryk for den geniale individualist, der egenhændigt har frembragt sine improvisationer. Det er da også en nærliggende fortolkning, som ikke bør negligeres. Den rummer nogle vægtige eksistentielle perspektiver: at opsøge det uforudsigelige, at gå sin egen vej, at tro på sine idéer, at udtrykke sig klart og overbevisende. Det er spørgsmål, der bestemt er grundigere analyser værdige. Jeg vil dog gemme dem til fremtidige essays, hvori jeg vil komme nærmere ind på Nietzsches filosofi og derfor finder disse spørgsmål mere oplagte at diskutere. For nuværende vil jeg vende mig mod nogle af de sociale aspekter af improvisation, der overhovedet gør individualismen mulig.
I jazz-sammenhæng er det sociale aspekt nemlig særlig fremtrædende. I en klassisk bebop kvartet lægger trommerne den rytmiske puls, bassen det harmoniske fundament og pianisten farver musikken med spændende klange og harmonier. Det er disse bærende elementer, solisten bygger sine soloer på. Det er næsten som om, at rytmegruppen bærer et stort, blankt lærred hen til solisten, stikker en pensel i hånden på ham og opfordrer ham opmuntrende og støttende til at male løs. I selve improvisationen, spiller gruppen også en uvurderlig rolle. Er solisten på vej et sted hen, opbygger han fx en stærkere og stærkere energi i sin improvisation og tonerne flyver hurtigt og intenst afsted, så er det oplagt, at pianisten spiller små, synkoperede og næsten stikkende akkorder til at understøtte energien og give soloen et rytmisk drive. Ligesom bassen typisk vil lave lange, hårdt swingende ‘walking bass lines’ til at ‘trække’ solistens idéer frem med større overbevisning, mens trommerne måske ville fange særlige rytmiske tegn og accentueringer fra solisten og understrege disse med særligt kraftige slag. Indbyder solisten fx til at spille mere stille, måske for at signalere en tilbagevenden til det indledende tema, så er det oplagt at rytmegruppen fanger denne hensigt og spiller mere blidt og afdæmpet.
Dynamikken vil hele tiden opstå i et intimt, indforstået og ordløst sammenspil indenfor gruppen. Personligt finder jeg, at det er noget af det smukkeste ved jazz-improvisationen at høre dette sofistikerede sammenspil: når man kan høre solisten give slip og læne sig tilbage. Når man kan høre, at han ikke kun har travlt med at spille sine egne idéer, men at han også kan lytte og lade sig inspirere af, hvad gruppen giver ham. I de rigtig gode jazz-improvisationer, synes jeg altid at rytmegruppen træder tydeligt frem. Solisten tør holde pauser i sin soloer og lade idéerne komme til ham i stedet for at forcere dem. Noget af det bedste er at høre en varm og dybt swingende ‘walking bass’ træde frem mellem fraserne i tæt samspil med et stærkt groove fra trommerne. Eller når solisten holder inde og pianisten lige smækker et par perfekt-timede akkorder ind imellem, næsten for at sige: “jeg er her til at støtte dig - og her er iøvrigt en god harmonisk idé, du kan arbejde videre med”. Udover det lyder fantastisk, så giver det også en rigtig god følelse af, at gruppen er til stede i nuet og musikken skabes på stedet. Det er ikke en præfabrikeret, fiks idé, der skal stoppes ned i halsen på lytteren. På den måde er de bedste improvisationer meget ærlige: De opstår og bliver udtrykt i nuet mellem de folk der nu engang er engageret i musikken.

Afrunding og næste essay
I dette essay trak jeg en tråd fra det første essay, hvor jeg har knyttet improvisationen til det ubevidste. I mit andet essay viste jeg hvordan surrealismen, ligesom improvisationen, får det ubevidste til at træde frem. Denne stræben efter at få det ubevidste frem i én selv, tolkede jeg som et udtryk for en stigende individualisme i tiden omkring surrealismens og jazzens opståen. Inden for beboppen spiller den enkelte musikers improvisation en mere fremtrædende rolle end i den foregående swingmusik. Samtidig er selve beboppen også radikalt anderledes: harmonisk, rytmisk og teknisk er den mere udfordrende. Ligesom et mere dissonant tonevalg og mere dristige rytmiske idéer bliver fremtrædende. Charlie Parker udtrykker det smukt i sin improvisation på bebopklassikeren Confirmation. Et nummer der lyder ungt, friskt, intenst og næsten uforståeligt ved første gennemlytning. Ved nærmere gennemlytning, kan man høre en imponerende palet af veludviklede musikalske færdigheder. Et modsætningsforhold, der gør beboppen utrolig rig og spændende.
Afslutningsvis diskuterede jeg den individuelle improvisation i forhold til jazzgruppen. Jeg gav udtryk for min forkærlighed for den lyttende, tilbagelænede solist i tæt sammenspil med den kompetente og gavmildt understøttende rytmegruppe. En personlig præference selvfølgelig, men der er ingen tvivl om udelukkende at tolke solistens improvisationer, som ren og skær individualisme, ville være en fattig fortolkning.
I næste essay vil jeg se nærmere på nogle af de filosofiske idéer, som jeg mener danner grundlaget for improvisationen. Jeg vil argumentere for, at improvisationen ikke ville give den store mening, hvis den ikke var knyttet til nogle almene, traditionsbundne idéer. Så vi skal en tur tilbage til idéernes vugge: Antikkens Grækenland.



Referencer
  • Jazzens veje fra new Orleans - Knudsen, Knud. (Knud Knudsen samt Aalborg Universitetsforlag 2002)
  • Confirmation - Charlie Parker



No comments:

Post a Comment