Monday, 23 October 2017

Nietzsche: improvisation og nihilisme - essay #7


Indledning
Jeg skrev i forrige essay, at nihilismen ifølge Nietzsche er konsekvensen af en omfattende slave-moral. Slave-moralen er et moralsæt, hvor man tolker passivitet som noget positivt. Hvor man i en flugt fra dårlige livsvilkår drømmer sig væk til en ideel, men ikke-eksisterende verden. Slave-moralens selvbeherskelse og impulskontrol har åbenlyse fordele i et civiliseret samfund. Men det siger sig selv, at for megen passivitet og for megen drømmen sig væk fra ens konkrete liv, kan have negative konsekvenser for en selv, såvel som for ens kultur. For at få en bedre forståelse af disse problemer, vil jeg se nærmere på begrebet ‘nihilisme’. Nietzsche definerer nihilisme, som en ‘vilje til intet’. En nihilistisk kultur er overvejende præget af mennesker der ikke vil noget. Det er dermed en stagneret kultur. I forrige essay beskrev jeg også improvisationen som et ‘amoralsk udtryk’, fordi jeg mener, at improvisationen er kendetegnet ved et fravær af slave-moralens passive dyder. Og jeg hævdede, at improvisationen står for noget aktivt og spontant, og forbandt den derfor med slave-moralens modpol: det som Nietzsche kalder ‘herre-moral’. Jeg diskuterede derefter kort om improvisationen kan forstås som en modvægt til nihilismen, altså som anti-nihilistisk. Denne diskussion vil jeg diskutere mere indgående i dette essay. Det vil jeg gøre ved at:


1) Indkredse hvad Nietzsche mener med nihilisme
2) Se på metoder til at overkomme nihilismen
3) Tolke jazz-improvisationen som anti-nihilistisk

Det kan måske lyde lidt ‘for nemt’, at man bare skal sætte sig ned og lytte til jazz-improvisationer, for at overvinde et dystert og komplekst fænomen som nihilismen. Men jeg mener, at jazz-improvisationen besidder træk, som indeholder nihilismens modsætninger: dygtiggørelse, behovsudsættelse, målsætning, spontanitet, aktivitet og vilje. Det vil jeg uddybe længere fremme. Først en mere overordnet beskrivelse af nihilismen.


Nihilisme
Sjovt nok kaldes Nietzsche ofte for ‘nihilist’ på trods af, at han netop kritiserede nihilismen intenst gennem det meste af sit forfatterskab. Måske er grunden den, at Nietzsches kritiske filosofi er den mest kendte. Altså den, hvor han tager afstand fra sin tids moral og mest hellige værdier. Særligt udsagnet ‘Gud er død’, er næsten blevet synonymt med hans filosofi. Guds død betød for Nietzsche, at den europæiske kulturs væsentligste pejlemærke havde mistet sin autoritet og betydning. Det moderne menneske var overladt til sig selv i en gudløs og derfor umiddelbart meningsløs verden. Resultatet heraf er, at det moderne menneskes mål og mening ikke er givet på forhånd, men skal skabes på egen hånd, ifølge Nietzsche. At have et meningsfuldt liv er altså ikke noget man passivt modtager. Det er noget man aktivt skaber. Før kunne man hænge ansvaret for sit liv på Gud, nu hænger man groft sagt selv på den. På den måde udtrykker Nietzsches ‘Gud er død’ i høj grad nogle centrale fænomener i vores tid: individualisme, at udleve sit potentiale, ubegrænset frihed og mistro til autoriteter.
Men at én ting mister sin betydning, betyder ikke, at der ikke er andre ting, der kan give livet mening og retning. Det er Nietzsches positive filosofi, som desværre ofte overses. Men det understreger en vigtig pointe: problemet med at blive ved kritikken. Det er én ting at kritisere og distancere sig, som Nietzsche gjorde med sin kritik af religion, kultur og samfund, men noget helt andet at bekræfte og skabe noget: den virkelige eksistentielle udfordring består i at ville noget. Den virkelige kulturelle udfordring består i at bygge noget op. Her mener jeg, at jazz-improvisationen kan eksemplificere og uddybe nogle af Nietzsches pointer angående nihilismen. Det vil jeg vende tilbage til. Imidlertid vil jeg gerne uddybe, hvorfor Nietzsche mener, at nihilismen opstår, og hvad der er dens kendetegn.


Nihilismens opståen og kendetegn
Den korte forklaring på nihilismens opståen er, at værdierne mister deres værdi. Eller sagt på en anden måde: at værdihierarkiet bryder sammen. Og den enhed, der repræsenterede værdihierarkiet i den før-moderne verden, var Gud. Når Gud er væk og der dermed ikke er noget, der tydeligt skiller sig ud som bedre og vigtigere end andet, så er det let at miste retning i livet. Fordi hvis alt er lige godt og lige gyldigt, så er der jo ingen grund til at stræbe efter det ene frem for det andet. Derfra er der ikke langt til, at man kan sumpe hen i nogle af nihilismens typiske udtryk: magelighed, træthed og ugidelighed.
Det siger derfor sig selv, at det er gift for et samfund, hvis der ikke er noget tydeligt værdihierarki. Det er den meget abstrakte beskrivelse af nihilismen. Jeg vil derfor gå videre til Nietzsches egen dramatiske iscenesættelse af nihilismens problem, som det fremstilles i værket Således talte Zarathustra (1883-1885). Fortællingen lyder således:
Zarathustra har levet 30 ensomme år i bjergene, mens han har tænkt sig frem til intet mindre end en løsning på nihilismens problem. Han beslutter sig derfor for at gå ned fra bjerget, ned til en nærliggende landsby og viderebringe sit filosofiske budskab. I landsbyen er befolkningen meget passende samlet på byens plads, mens de venter på, at en linedanser skal underholde dem. Zarathustra ser derfor sit snit til at springe ind og tale til folket:

“Jeg lærer jer om overmennesket. Mennesket er noget, der skal overvindes. Hvad har I gjort for at overvinde det?
Alle væsener har hidtil skabt noget ud over sig selv: og I vil nu være denne store flods ebbe og hellere endnu vende tilbage til dyret end overvinde mennesket?
Hvad er aben for mennesket? En genstand for latter eller for smertelig undseelse. Og netop dette skal mennesket være for overmennesket: en genstand for latter eller for smertelig undseelse.”

Budskabet i Zarathustras forkyndelse er følgende: hvis vi engang var aber og har udviklet os derfra, så giver det god mening, at vi også vil udvikle os videre til en ny art. En ny art, som engang ude i fremtiden vil se tilbage på os mennesker, og se os som enormt primitive. På samme måde som aber i dag er enormt primitive i forhold til os mennesker. Denne nye mennesketype kalder Zarathustra for ‘overmenneske’. Og det er overmennesket, der skal være menneskets nye mål og mening i en verden uden Gud. Mennesket er simpelthen noget der skal overvindes og transformere sig til overmenneske. Dette er menneskets nye mål og dermed løsningen på nihilismen, ifølge Zarathustra.


Det sidste menneske
Men folket latterliggør Zarathustra, de er ikke klar til hans anti-nihilistiske budskab om overmennesket. Zarathustra har løsningen, men den bliver ikke vel modtaget. Han må derfor smerteligt erkende, at nihilismen allerede har godt og grundigt fat i mennesket. Han holder derfor en slags dommedagstale for folket, der lige har latterliggjort ham. Han kalder dem for ‘de sidste mennesker’ fordi, de repræsenterer de mennesker, der vil blive ofre for nihilismens dødelige favntag og gå til grunde i ren og skær ugidelighed. Det er en bidende sarkastisk og næsten uhyggelig præcis profeti, som Nietzsche gennem Zarathustras mund fælder over det moderne menneske og dets tid:

“Man bliver ikke længere rig og fattig: begge dele er for besværligt. Hvem vil stadig regere? Hvem vil stadig adlyde? Begge dele er for besværligt.
Én flok og ingen hyrde! Alle vil lige det samme, alle er lige: den, der føler noget andet, flytter frivilligt på galeanstalt.
»Engang var verden af lave« – siger de mest forfinede og misser med øjnene.
Man er klog og ved alt, hvad der er sket: og således kan man slet ikke holde op med at gøre sig lystig. Endnu skændes man, men man forsoner sig hurtigt – for ellers går det ud over fordøjelsen.
Man har sine små fornøjelser for dagen og man har sine små fornøjelser for natten: men man dyrker sundheden.
»Vi har opfundet lykken« – siger de sidste mennesker og misser med øjnene. –«”

Således Zarathustras beskrivelse af ‘det sidste menneske’, der har ‘opfundet lykken’, der ‘ved alt’ og som er næsten neurotisk besat af den trygge vej midt igennem livets toppe og dale. Men en “missen med øjnene” afslører det sidste menneskes uerkendte hykleri: der er endnu en ikke-kontrolleret impuls tilbage, der bryder igennem den fornuftige facade i form af denne ‘missen med øjnene’. Det er dén impuls, som mennesket skal finde frem og kanalisere i retning af overmennesket, en pointe der poetisk kommer til udtryk, når Nietzsche lader Zarathustra sige: “Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne”.


Selvovervindelse
Overmenneske-idéen kan virke frastødende på nogle, især fordi idéen desværre blev perverteret gennem den nazistiske ideologi. Hvilket desværre også har sat Nietzsche uberettiget i bås med det nazistiske tankegods. Det på trods af, at Nietzsche flere gange ytrer stor foragt overfor det stigende nationalvanvid, han oplevede i Tyskland i sin tid. Ligesom én af årsagerne til hans brud med den berømte antisemit, Richard Wagner, netop var dennes jødehad. I forhold til den pointe, som jeg gerne vil fremhæve i dette essay, er selve overmennesket-idealet dog ikke det vigtigste. Det jeg gerne vil fremhæve er den proces, som Nietzsche beskriver som vejen mod overmennesket. En proces, som Nietzsche beskriver med begrebet selvovervindelse. Selvovervindelse bliver nemlig et vigtigt begreb i forhold til at tolke, hvad der sker i jazz-improvisationen, samt hvorfor den kan tolkes som anti-nihilistisk. Mod slutningen vil jeg begrunde denne påstand. For nuværende vil jeg uddybe, hvad Nietzsche mere specifikt mener med selvovervindelse, og hvordan begrebet hænger sammen med nihilismen.
Selvovervindelse betyder for Nietzsche at komme ud over sig selv. Ikke at have nok i sig selv. At stræbe efter noget udenfor sig selv. At forpligte sig på noget, der er større end en selv. I dag vil man nok bruge ordet ‘comfort zone’: at man er nødt til at ‘komme ud af sin comfort zone’ for at opnå det, man vil. Det selvtilfredse sidste menneske beskrevet ovenfor, havde jo nok i sig selv og så derfor ingen grund til at besvære sig med noget. Men breder denne tendens sig til folk generelt i et samfund, så forsvinder drivkraften også.
Som antydet er selvovervindelse altså hård og ukomfortabel, men nødvendig i et samfund, hvis der skal være en vis dynamik. Jeg nævnte indledningsvis, at nihilismen er et resultat af for meget slave-moral i et samfund. I forbindelse med selvovervindelse, så hænger det sådan sammen, at det selv, der skal overvindes, er en ‘bevidstheds-konstruktion’, ifølge Nietzsche. Det vil sige, at bevidstheden hovedsageligt er udviklet på baggrund af den nævnte slave-moral og derfor bygger på dennes dyder: passivitet, fornuft, selvkontrol, selvbeherskelse. Man forstår altså sig selv som én der udlever disse dyder. Disse dyder blev indarbejdet i Kristendommens forkyndelser og danner i høj grad stadig fundamentet for vores moralske gøren og laden. Som nævnt i forrige essay, er det jo dyder der overhovedet muliggør et civiliseret samfund. Men paradoksalt nok, er det også den del af selvet, man skal lære at overvinde, hvis kulturen og livet skal udvikles, ifølge Nietzsche. Det er noget af et paradoks, fordi på den ene side hænger et samfund sammen på grund af slave-moralens dyder, men bliver de for dominerende, så ender det i nihilisme. Der må derfor også et element af selvovervindelse til.


Hvorfor selvovervindelse?
I forlængelse af dette paradoks, kan man så spørge, hvorfor det er så vigtigt med overmennesket og selvovervindelse. Hvorfor ikke bare nyde det trygge og sikre liv? Hvorfor besvære sig med noget, hvorfor ikke bare lade sig passivt underholde, som folket på pladsen, som Zarathustra talte til? Der er flere begrundelser, som man kunne tage fat på. Der er den personlige: det er enormt tilfredsstillende at overvinde modstand og opnå sine mål. Der er en den moralske: man bør stræbe efter noget større end sig selv, og man bør give noget videre til næste generation. Og så er der den filosofiske, som handler om, hvad livet i bund og grund er. Det bliver nu noget abstrakt, men jeg håber, at man vil hænge på, fordi den beskriver et fundamentalt skel i hele den europæiske idéhistorie, hvis konsekvenser vi lever med hver dag, i det post moderne samfund.
Nietzsche mener, at livet er tilblivelse og vækst. Livet er ikke noget statisk, men tværtimod noget, der hele tiden bliver til. Det er derfor, at vi mennesker ikke er aber længere. Og det er derfor, at vi langt ude i fremtiden vil blive til en ny art - måske overmennesker. Nietzsche var en ivrig læser af den før-sokratiske filosof, Heraklit, der er kendt for at sige, at ‘man ikke kan træde ned i den samme flod to gange’. Fordi vandet i floden er drevet væk og erstattet af nyt, ligesom man selv har ændret sig i mellemtiden. Det betyder for Nietzsche, at der må være noget rigtigt og autentisk ved at kunne leve i en slags overensstemmelse med livet, der hele tiden er i bevægelse - som en flod er det. Derfor er Nietzsche så kritisk indstillet over for fornuften som det primære middel til at forstå livet. Fordi det er via fornuften, at mennesket kan forestille sig en stillestående, ideel verden, men en verden der blot er en illusion, ifølge Nietzsche. Det betyder ikke, at man derfor bare skal slå fornuften fra, overgive sig til sine dyriske instinkter og drive bevidstløst med ned ad livets foranderlige flod. Det betyder blot, at det er foranderligheden, der er det virkelige og livets ufravigelige vilkår.
Jeg lagde op til en markant skillelinje i filosofiens historie. Den kommer her: Traditionelt har filosofien undersøgt, hvad tingene er i-sig-selv. Når man havde defineret noget som værende X, så havde man også erkendt sandheden om X (eksempelvis er der en berømt Platon-dialog, Hippias Major, hvor Sokrates vil finde frem til, hvad ‘det fine’ er i-sig-selv. Det har jeg skrevet om her: Platon: metafysik og musikteori - essay #4). Men Nietzsche siger nu, at væren ikke er noget fast og uforanderligt. Væren er i virkeligheden en til-bliven. Derfor må mennesket i højere grad lære at komme overens med denne til-bliven. Eller ‘internalisere’ den, som Nietzsche ofte siger. For at gøre det, så må den faste og ufleksible konstruktion som selvet er, overvindes. Det selv, som var defineret ved slave-moralens passive dyder. Hvordan overvindes det? Jo, den sidste impuls af spontanitet og vilje, som det sidste menneske afslørede med dets ‘missen med øjnene’, må findes frem og kanaliseres mod nye mål og meninger. Denne pointe vil jeg vende tilbage til, da den er vigtig i forhold til min tolkning af den ubevidste jazz-improvisation som anti-nihilistisk. Inden da vil jeg dog nuancere nihilisme-dommen over samtiden en smule. For som klichéen siger, så er det hele ikke sort og hvidt.


Et nutidigt perspektiv
I dag er der nemlig masser af eksempler på, at Nietzsches tanker om selvovervindelse er slået igennem: eksempelvis idéen om at udleve sit indre potentiale, som mange selvhjælpsbøger har som tema. Eller den individualistiske tidsånd. Eller det at gøre sig fri af traditionens bånd og forventninger og skabe sit eget liv. Filosoffen Anders Fogh Jensen har i den forbindelse den gode pointe, at dér hvor nutidens forståelse af selvovervindelse adskiller sig fra Nietzsches, er i forhold til fænomenet lidelse. Lidelsen og dens mange udtryk spiller en kæmpe rolle for Nietzsche. At overvinde sig selv, er ikke blot et berusende eventyr, som selvhjælpskulturen ofte synes at fremstille den. Nej, for Nietzsche er det forbundet med lidelse og alle dens mange forgreninger: afsavn, meningsløshed, smerte, ensomhed, hjælpeløshed og rådvildhed. Lidelsen er et fundamentalt vilkår ved livet. Ja, dybden af lidelsen er ligefrem omvendt proportional med et stærkt, rigt og meningsfuldt liv for Nietzsche. Denne idé kommer til udtryk i hans berømte aforisme “Det som ikke slår mig ihjel gør mig stærkere”.
Menneskets store prøvelse i den gudløse verden er for Nietzsche, hvordan man tolker lidelsen som vilkår. Slave-moralen tolker det vilkår ved at flygte fra lidelsen ind i en passiv, imaginær verden. Det er eksempelvis fundamentet i Kristendommen, der gennem dens idealisering af slave-moralen stillede et lidelsesløst liv i udsigt - efter det jordiske liv. Herre-moralens måde at tolke lidelse på er ved at se den øjnene og bruge den som en drivkraft til at handle i dette liv. Kort sagt: slave-moralen tolker lidelsen passivt. Herre-moralen tolker den aktivt.
I forhold til selvovervindelse er lidelsen altså en fast følgesvend. Vil man i bedre form, vil det gøre ondt i starten. Vil man lære noget nyt, vil man føle sig dum i starten. Vil man opleve noget nyt, vil man føle sig fortabt i starten osv. Alle de ting, der er nødvendige for at bevæge sig mod det mål, man nu har sat sig, vil være forbundet med lidelsen og dens forskellige afarter.


Valg og nihilisme
Jeg vil nu se nærmere på jazz-improvisationen og give tre bud på, hvordan den kan tolkes som anti-nihilistisk:
For det første: idet man dedikerer sig til et område, som eksempelvis jazzen, vælger man noget frem for noget andet. I ens valg ligger der dermed implicit en værdidom: det man vælger er vigtigere, bedre, smukkere end noget andet - det er derfor man vælger det. Det kan derfor ses som et anti-nihilistisk træk, da nihilismen jo er et udtryk for, at alle ting har mistet deres værdi og derfor er ligegyldige. Med et nihilistisk sindelag giver det ikke mening at vælge noget - som eksempelvis jazzen - frem for noget andet, da alt jo er lige-gyldigt.
Men, kunne man indvende, nihilisten der intet vil, vil jo også noget - det er bare ‘intet’ han vil. Ergo vælger han jo også noget. Han vælger at komme væk fra hverdagens pligter, distancere sig fra mennesker, kritisere sine omgivelser etc. Men til denne indvending kan man sige, at hvis vi forstår alle valg uanset indhold, som anti-nihilistiske, som i ovenstående eksempel, så vil valget af ‘intet’, hurtigt vise sig at være - nihilistisk! Det kan måske lyde som sofisteri, men der gemmer sig en ret simpel pointe, som jeg tror, at de fleste vil finde let at overføre til eget liv. Jeg vil til at illustrere dette give ordet videre til Nietzsches Zarathustra:

“Fri for hvad? Hvad kommer det dog Zarathustra ved! Dit blik skal derimod klart forkynde mig: fri til hvad?”

Spørgsmålet er, om man vil være fri fra noget eller til noget? Der er en verden til forskel. Den første er negativ, afstandstagende, kritisk. Den anden er skabende og progressiv (Her hører man i øvrigt virkelig, hvordan Nietzsches filosofi flugter med nutidens selvhjælpslitteratur). Ens valg skal altså have positiv karakter, det vil sige, at det skal bekræfte noget konkret. Dyrkelsen af jazz-improvisationen er en bekræftelse af noget konkret, da musikken jo har en lang tradition, hvor stilarter, instrumenter, melodier, rytmer er blevet udviklet, sammenblandet og konsolideret gennem tiden. Jazzen opstod i New Orleans som blues, gospel og slave-songs og udviklede sig derfra til Swing, Bebop og Hardbop gennem tiden. Med betoning af forskellige instrumenter samt rytmiske, harmoniske og melodiske idéer (se mere herom her: Bebop: individualisme og sammenspil - essay #3). For at vende tilbage til min pointe om det positive valg, så er det anti-nihilistiske valg, et positivt valg, hvor man bekræfter en konkret tradition og kultur.


Behovsudsættelse og nihilisme
For det andet mener jeg, at begrebet selvovervindelse, understøtter tolkningen af jazz-improvisationen som anti-nihilisitsk. Jazz-improvisation indeholder selvovervindelse i den forstand, at man bliver nødt til at dygtiggøre sig, stræbe, strække sig, overvinde problemer og modstand. Man bliver nødt til at ofre noget af sin magelighed og tryghed for at kunne improvisere. Jeg har i et tidligere essay beskrevet, hvordan jazzimprovisation bygger på nogle idéer, som er forbundet med metafysikkens tradition. Det vil sige, at man skal indlære nogle specifikke idéer forbundet med musikken - såsom teori, teknik, tradition - før man kan improvisere. Denne indlæring er, som al indlæring i øvrigt, forbundet med en stor grad af selvovervindelse.
For at få en bedre forståelse herfor, kan man anskue selvovervindelsen gennem begrebet behovsudsættelse: eksempelvis kan man have mere lyst til at gå ud og feste med vennerne end at sidde og studere musikteori. Der er altså nogle umiddelbare lyster der rumsterer i én, der skal overvindes. Ved at blive hjemme og studere sætter man et mål over ens lyster. Og nihilismen er jo et udtryk for, at værdihierarkiet er brudt sammen, og at man derfor ikke havde noget større mål at sigte efter. Nietzsche beskrev i den sammenhæng Det sidste menneske som et, der ikke gad noget specifikt, der bare gjorde som alle andre, fordi det var det letteste og mest magelige. Hvis man overfører den pointe til fest-eksemplet, så ville det mest magelige være at tage ud med vennerne. På længere sigt ville det mest meningsfulde dog være at arbejde mod sit mål. Her kunne man så komme med en indvending: er det ikke et udtryk slave-moral at frasige sig den spontanitet, der er forbundet med at feste og drikke? Er det ikke karakteristisk for slave-moralen at hæmmet og være selvbevidst? Jo, i et vis omfang. Det er en del af det at leve i et civiliseret samfund, at man kan behovsudsætte og se sig selv som en moralsk aktør. Men indvendingen udtrykker et paradoks, som leder mig videre til min tredje tolkning af jazz-improvisation som anti-nihilistisk.


Improvisation og nihilisme
Det bare at sætte sig ned og lære musikteori for musikteoriens skyld ville være underligt. Der er selvfølgelig den intellektuelle fornøjelse ved at lære noget nyt. Men der skal mere til, tror jeg de fleste ville være enige i. Det man lærer, skal gerne kunne bruges. Den måske vigtigste motivation for at lære noget er ofte, at man ‘kan gå ud og bruge det’. Den selvovervindelse og behovsudsættelse, der er forbundet med lærdom skal på et tidspunkt omsættes til en befriende spontanitet og selvforglemmelse. Rusen og glæden ved bare at kunne noget uden at stå og fumle eller være i tvivl, er en kæmpe tilfredsstillelse. Der mener jeg, at improvisationen fungerer som en slags praktisk overbygning på musikteorien: musikteorien bygger på idéerne og traditionen, men leder frem mod det individuelle og spontane. Musikteorien forstås via intellektet, men udleves ubevidst via kroppen.
Et liv uden den individuelle, spontane og frie udfoldelse, ville være et fattigt liv. I forlængelse heraf, så mener jeg, at herre-moralen giver den historiske og psykologiske begrundelse for dette behov hos os mennesker (se mere herom her: Nietzsche: amoralsk improvisation - essay #6). Og netop denne type moral mener jeg kommer til udtryk idet der improviseres. Altså en ubevidst, primitiv, ikke-moralsk impuls. Den impuls mener jeg, at jazz-improvisation forstår at kanalisere, ligesom der inden for jazzen er dannet tradition for, at den kan komme til udtryk. Det er som om, at den ubevidste improvisation udtrykker en instinktiv værdisætten: uden at tænke over det udtrykker musikeren de bedste toner og rytmer, han har i sig. Det er som om, at han på den måde instinktivt bekræfter et værdihierarki: der er nogle fraser, der er bedre at udtrykke end andre. Og disse fraser kan udtrykkes instinktivt på grund af ugideligheden blev overvundet igen og igen i forbindelse med indlæringen af det teoretiske fundament (jf. festeksemplet ovenfor). I den forstand kan man sige, at der i den gudløse verden stadig er noget, som mennesket instinktivt formår at værdisætte - og det kommer blandt andet til udtryk i improvisationen.
Jazz-improvisationen bekræfter altså via dens teoretiske fundament den passive slave-moral, der er nødvendig for at kunne leve i fællesskab med andre. Men samtidig bekræfter den også herre-moralen, som udtrykker det individuelle behov for den frie, spontane og ubevidste udfoldelse. På den måde eksemplificerer jazz-improvisationen et paradoks ved det at være menneske: behovet for at være en del af en gruppe og være et frit og selvstændigt individ.


Afrunding og næste essay
Så er jazz-improvisationen anti-nihilistisk? Ja, den indeholder i hvert fald væsenlige ant-nihilistiske træk. For det første fordi, at valget af at lytte til, eller spille jazz, er et udtryk for et valg af en konkret kultur og tradition. For det andet fordi, at jazzens teoretiske fundament, der er nødvendigt for at kunne improvisere, udtrykker en selvovervindelse idet, man formår at behovsudsætte i en højere sags tjeneste. For det tredje fordi, at nihilismen er kendetegnet ved mangel på positiv vilje, spontanitet, energi, fremdrift. Og disse kendetegn kommer netop til udtryk idet der improviseres. Så det giver god mening, at en vis grad af improvisation i ens liv - via jazzen, andre kunstarter, eller måske endda en mere omfattende ‘livsimprovisation’ - holder en gejst i live i os mennesker.
I det kommende essay vil jeg forlade Nietzsche for at arbejde med en idé, der omhandler forbindelsen mellem musik og indlevelse. Sammenspil i en gruppe kræver jo en høj grad af indlevelse (eller det, man ofte kalder ‘empati’ i dag) i andre mennesker. Det vil jeg diskutere med udgangspunkt i et konkret musiknummer, hvor jeg vil tolke pianistens måde at akkompagnere solisten på som et eksempel på god indlevelse.


Referencer

  • Nietzsche, Friedrich - Således talte Zarathustra. Det lille Forlag 2009
  • Nietzsche, Friedrich - Moralens Oprindelse. Det lille Forlag 2010
  • Jensen, Anders Fogh - Foredrag om Nietzsche

    Billede: Caspar David Friedrich: Der Wanderer über dem Nebelmeer (1818)

Friday, 6 October 2017

Nietzsche: amoralsk improvisation - essay #6



Indledning
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan metafysikken har vist sig på forskellige måder (Improvisation og det ubevidste - essay #1 og Metafysik og improvisation - essay #5). I dette essay vil jeg beskrive en mere kritisk vinkel på metafysikken. Det skal handle om den tyske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) radikale og indflydelsesrige kritik af grundtrækkene i den metafysiske tænkning. I forhold til Platons filosofi, som hele den metafysiske tradition i høj grad bygger på, så adskiller Nietzsches filosofi sig på to overordnede punkter:


1) For Nietzsche er virkeligheden ikke fast og uforanderlig, men kaotisk og foranderlig.
2) Menneskets fornuft afbilleder ikke virkeligheden ‘som den er’, men skaber derimod en ideel virkelighed.


I den forbindelse er især hans historisk-psykologiske metode med til at prikke hul på mange af de idealer og fordomme, som han ser som metafysikkens faste følgesvend. Nietzsche tolker simpelthen centrale historiske begivenheder psykologisk: hvilke forhold har mennesket levet under, og hvad det har betydet for deres måde at forstå tilværelsen på? Hvilke moralsæt har de udviklet på baggrund af de livsbetingelser, som de har levet under? Ved hjælp af denne metode udfordrer Nietzsche flere af de moralske fordomme, som ifølge ham ukritisk og ubevidst er overtaget fra Platons filosofi og Kristendommen. Eksempelvis idéen om det at være et 'godt menneske' og hvad det indebærer. Han spørger om der måske er en anden begrundelse for den gode selvforståelse end ‘godheden selv’. Nietzsches metafysikkritik udmønter sig dermed i en moralkritik på den ene side og fremstilling af en alternativ 'amoral' på den anden side.
Nietzsches analyse indeholder beskrivelser af to vidt forskellige moralske sindelag. Nemlig det som han kalder 'herre-moral' og 'slave-moral'. Jeg vil i dette essay beskrive, hvordan Nietzsche kritiserer metafysikken og særligt måden hvorpå den har manifesteret som det han kalder 'slave-moral'. Det håber jeg vil tydeliggøre en parallel mellem den ubevidste improvisation og herre-moralen, som jeg mod slutningen vil drage.


Moralens oprindelse
I værket Moralens oprindelse (1887) undersøger Nietzsche ikke bare vores moralske værdier, men også hvilke værdier de moralske værdier selv har, og under hvilke betingelser de er opstået. Man kan formulere de spørgsmål, som Nietzsche arbejder ud fra således: Hvordan var de historiske og sociale vilkår da et givent moralsæt blev udviklet? Og hvilken værdi har det for mennesket at have det pågældende moralsæt? Man kan allerede her høre, hvordan Nietzsches filosofi adskiller sig fra Platons ditto: Moral er ikke noget der bare er der, altid har været der, og altid vil være der. I Nietzsches filosofi eksisterer der ikke en evig og uforanderlig idé om ‘det gode’, eksempelvis. Nej, moral er noget, der har udviklet sig gennem menneskers gøren og laden igennem tiden. Moral har udviklet sig under visse betingelser, der gør at moralen er, som den nu engang er. Ifølge Nietzsche er det altså mere ‘jordnære’, praktiske og ikke-ideelle betingelser, som den menneskelige moral er udviklet under.
Som udgangspunkt for værket arbejder Nietzsche ud fra begrebsparret ‘godt’ og ‘slet’. Oprindeligt betød ‘godt’ noget aktivt, virksomt, spontant, dueligt. Noget, 'slet' betød derimod det modsatte: passivt, uvirksomt, uspontant, udueligt. Ydermere var det oprindeligt den herskende klasse, de magtfulde, aristokratiet, der stod for at definere det gode og slette. Derfor kalder Nietzsche denne moral for 'herre-moral'.
Men i tiden omkring Kristi fødsel sker der en radikal ændring i måden begreberne godt og slet bliver forstået på. Historisk set var det en tid, hvor det jødiske folk var undertrykte og forfulgte af romerne. Og det var under disse slavelignende forhold, at den kristne moral blev udviklet, ifølge Nietzsche. Jøderne begyndte simpelthen at omvende betydningen af begreberne godt og slet. Så det gode, der oprindeligt var noget virksomt, aktivt, spontant, bliver omfortolket til dets modsætning. Nietzsche taler derfor om en omvurdering af værdierne. Men hvorfor ændrede man ordenes betydning? Her kommer den psykologiske tolkning ind i billedet: Nietzsche mener‚ at jøderne havde behov for at skabe en mening med de undertrykte og ufrie forhold, som de levede under. Helt konkret, så skete det på følgende måde: at måtte vente og altid sætte sig selv i anden række, bliver omfortolket til tålmodighed. At parere ordre, at gøre hvad der bliver sagt, at blive kostet rundt med, bliver omfortolket til lydighed. At finde sig i ydmygelser og ikke hævne sig, bliver omfortolket til at vende den anden kind til. Denne type moral kalder Nietzsche derfor for 'slave-moral'. Som man kan høre så er disse dyder jo klassiske kristne dyder. Og Nietzsche mener at denne slave-moral blev optaget af kirkens præster og teologer og forkyndt i stor stil op gennem den europæiske historie. Selvom disse dyder jo normalt forstås som gode og vigtige i et civiliseret samfund, så siger Nietzsche, at de er opstået for at kunne udholde og give mening til en undertrykt tilværelse.
I et større perspektiv er det ret originalt set, at vores allerfineste dyder og idealer tilsyneladende stammer fra omstændigheder, som man bestemt ikke forbinder med noget ideelt. Moral opfattes ofte som noget meget fint, som noget man bevidst og med fuldt overlæg har tilsluttet sig. Men med Nietzsches historisk-psykologiske analyse af moralens oprindelse siger han, at man sagtens kan tilslutte sig et moralsæt alene fordi det er praktisk, eller måske endda fordi man ikke kan andet. Slaverne kunne ikke hævne sig, men de kunne udvikle en idé om, at det var fint og rigtig at vende den anden kind til. På den måde kunne de udholde tilværelsen og give den en ny mening.


Moral og samfund
Fra og med tiden omkring Kristi fødsel og den efterfølgende kristne teologi får opfattelsen af, hvad der er ‘godt’ en helt ny betydning. Oprindeligt var det gode, som nævnt, forstået som noget aktivt, virksomt og spontant. Men så bliver det omfortolket til noget passivt, uvirksomt, uspontant: Det er passivt at vende den anden kind til, at være tålmodig, at være lydig. Før var det de herskende klasser, der havde definitionsmagten i forhold til hvad der var godt. Så flyttede definitionsmagten sig til først slaverne, senere de kristne generelt. Dermed viser den passive slave-moral sit demokratiske potentiale. Det er en folke-moral, det er massernes moral, flertallets moral. 
Selvom Nietzsche har mange vrede udfald mod masserne og demokratiet og begejstret taler til fordel for individualismen og den aristokratiske styreform, så tror jeg, at de fleste er glade for, at de lever i et demokrati i dag. Ligesom jeg tror, at de fleste er glade for at leve med et overvejende kristent moralsæt. At have internaliseret denne passive slave-moral og den selvbegrænsning og impulskontrol, der er forbundet med den, er jo fuldstændig grundlæggende dyder, hvis man vil leve i et godt samfund i fællesskab med andre mennesker. Det er derfor værd at nævne, at Nietzsche ikke er den store samfundstænker. Hans idéer (det er ganske vist ikke mange) om hvordan samfundet bør indrettes kan synes direkte primitive. Særligt i lyset af den moderne velfærdsstat. Men som eksistentiel tænker har han nogle meget skarpsindige betragtninger og har stillet nogle vigtige spørgsmål: Hvad har det eksempelvis af betydning for det enkelte individ at skulle begrænse sig? Kan selvbegrænsingen tage overhånd, så man lægger låg på nogle impulser, der faktisk ville være gode at udleve? Overordnet kan man sige, at Nietzsches kritik af moralen er en ‘fornuftskritik'. Da han ser fornuften som den mennekselige egenskab der kan sætte begrænsninger og træde ud af det mere instinktive, impulsive og primitive liv. Går man eksempelvis forbi en bager kan man instinktivt have lyst til at kaste sig frående over kagerne og æde løs. Men fornuften fortæller hurtigt én, at det ville være en dårlig idé på længere sigt. Man kan altså forestille sig hvilke konsekvenser ens handlinger vil have i fremtiden og bruge ens fornuft i nutiden til at vurdere om en given handling vil være god at udføre. Det er jo enormt praktisk. Men Nietzsche stiller skarpt på de negative konsekvenser det også kan have. For eksempel forestillingen om et 'Guds rige'. Populært sagt mener Nietzsche, at der er noget forkert ved at gå og vente på et liv efter døden, når man kan leve livet her og nu. Og forestillingen om et bedre liv hinsides denne verden er for Nietzsche en fornufts-konstruktion, idet at man abstraherer fra dette liv og forestiller sig et andet, som man vurderer er meget bedre end det man har. 
Jeg vil derfor sige noget mere konkret om Nietzsches fornuftskritik, da den har haft stor indflydelse på eftertiden, særligt vores tid; postmodernismen. I forhold til dette projekt, hvor jeg analyserer improvisations-begrebet, der er fornuftskritikken også interessant, da den understøtter idéen om improvisationen som en ubevidst aktivitet. Det vil jeg vende tilbage til i de afrundende bemærkninger. Men først nogle ord om fornuften og den følelse der motiverer den.


Fornuft og ressentiment
Når jøderne i tiden omkring kristi fødsel - og senere de kristne teologer - udvikler den mere passive slavemoral, så sker det ifølge Nietzsche som reaktion på noget stærkere. Eksempelvis som reaktion på romernes forskellige magtanvendelser. For eksempel opstod dyden ‘lydighed’ som reaktion på noget stærkere, der befalede, at man gjorde noget. Nietzsche tolker dette historiske magtforhold mellem romer og jøder psykologisk. Han spørger hvad det er for en følelse der skabes, når man ufrivilligt er placeret i en underlegen position. Han kommer frem til at det må medføre en følelse af ‘ressentiment’. Ressentiment betyder 'nag', 'hævnfølelse', 'indebrændthed'. Det kommer af det franske ‘ressentir’: Re betyder 'tilbage'; 'vende om'. Sentir betyder ‘at føle’. Det kendes i øvrigt også fra det engelske ‘to ressent something’. I Nietzsches terminologi bliver det beskrevet som en vrede, der ikke kan komme spontant til udtryk og derfor bliver vendt indad og ruger i bevidstheden. De fleste kender formentlig til det at føle sig trådt på og ikke have fået sagt tilstrækkelig fra i den pågældende situation. I tiden efter kan man gå og fantasere om, hvordan man sagde fra på den helt rigtige måde. Man kan måske også udvikle en lang abstrakt (sjældent flatterende) forklaring på, hvorfor den anden gjorde som han gjorde. Et godt litterært eksempel på ressentiment optræder i romanen Faldet af Albert Camus, hvor den ekstremt selvbevidste og selvsikre hovedperson oplever at blive ydmyget i fuld offentlighed:


“Jeg var blevet slået uden at give igen, men jeg kunne ikke anklages for at være fej. Jeg havde blandet alt sammen, overrasket og tiltalt fra begge sider som jeg var, og bilhornene havde forvirret mig yderligere. Alligevel nagede det mig, som om jeg havde svigtet æren. Jeg blev ved med at se for mig, hvordan jeg uden at reagere satte mig ind i bilen, mens mængden så ironisk på mig, så meget mere opstemt, som jeg, det husker jeg tydeligt, var iført et meget elegant blåt jakkesæt. Jeg hørte stadig ordene ‘sølle fyr!’, som jeg faktisk syntes var berettigede. Alt i alt havde jeg lidt nederlag offentligt. På grund af nogle sammenfaldende omstændigheder ganske vist, men der vil altid være bestemte omstændigheder. I tilbageblik kunne jeg tydeligt se, hvad jeg skulle have gjort. Jeg så for mig, hvordan jeg slog d’Artagnan i jorden med et velrettet hook, satte mig ind i bilen, kørte efter det svin, der havde slået mig, indhentede ham, klemte motorcyklen op mod kantstenen, trak ham til side og gav ham den omgang tæv, han så rigeligt havde fortjent. Med nogle varianter kørte jeg igen og igen denne film i fantasien. Men det var for sent, og i nogle dage plagedes jeg af en grim følelse af ressentiment” (1).


En uretfærdighed er overgået ham og han kan ikke give igen: Situationen og muligheden er passeret. Det eneste han har tilbage er følelsen af ressentiment: billeder og ord fra episoden, der kører i det indre, flankeret af fantasier om, hvordan han kunne havde handlet og dermed ydet sig selv og situationen retfærdighed.
Ressentiment er ifølge Nietzsche drivkraften bag den kristne moral og det er ud fra denne følelse, man har gjort det, som Nietzsche kalder at ‘fabrikere idealer’. Det vil sige, at man optændt af ressentiments-følelsen har skabt en forestilling om, hvordan det 'ideelt' kunne have været. Som det beskrives i ovenstående citat, hvor fortælleren igen og igen "kører en film i fantasien". Når man fyldes af ressentiment, så forestiller man sig, hvordan man selv, eller måske en højere magt, går ind og yder en bestemt situation retfærdighed. Det er en slags ubalance, som man søger udjævnet; et regnskab der skal gøres op. I følge Nietzsche er denne forestilling af, hvordan det ideelt kunne være, noget som fornuften varetager. Ved hjælp af fornuften kan man abstrahere fra de konkrete situationer og forestille sig bedre scenarier. Dermed kan man sammenligne disse forskellige scenarier og vurdere dem overfor hinanden. Således kan man fornuftigt vurdere, hvad der ville være bedst at foretrække. Fortælleren i historien blev ydmyget, men forestiller sig et bedre scenarie, som han klart foretrækker selvom det blot er fantasi. Han skaber simpelthen en ny, ideel verden i fantasien.
Det med at forestille sig scenarier og sammenligne, er helt centralt i den metafysiske tradition. Det kan spores til Platons dialoger, hvor Sokrates ofte sammenligner forskellige scenarier og eksempler og vurderer dem i forhold til forskellige idealer (Mere herom i Platon: metafysik og musikteori - essay #4). Den dynamik ser Nietzsche gå igen i den kristne moral. Her udvikler man eksempelvis idéen om en alternativ verden (Guds rige), hvor de gode vil opleve retfærdighed for deres lydige liv, mens de onde vil blive straffet for deres synder (Guds straf). Nietzsche citerer i den forbindelse meget passende teologen og middelalder-filosoffen Thomas Aquinas for følgende: “De saglige i himmerige (...) vil komme til at se de fordømtes straffe for at sagligheden skal behage dem så meget mere”. (2) - Aquinas opstiller en alternativ verden med saglighed og retfærdighed, som er utrolig tillokkende. Ja, det er endda forbundet med en glæde over, at de fordømte bliver straffet for deres ugerninger.

Amoralsk improvisation
Nietzsche forbinder som nævnt slave-moralen med noget passivt og herre-moralen med noget aktivt. Nærmere bestemt, siger han, at moralen er forbundet med noget fysiologisk: Herre-moralen er kendetegnet ved aktivitet, spontanitet, rank ryg, styrke, sundhed, en stolt visen sig frem, umiddelbarhed og bevægelighed. Altså kropslige tilstande. Det er derfor en amoral (eller en 'ikke-moral') i den forstand, at den er ubevidst. Det vil sige, at den der udøver den, ikke er bevidst om, hvad han gør - han gør det bare. Det er en mere instinktiv handlen, som er motiveret af en spontan følelse af styrke og glæde. Den er altså kendetegnet ved et fravær af bevidsthed om de kristne værdier om godt og ondt. En handlen ud fra denne herre-moral opstår spontant i individet selv. Som en umiddelbar tilskyndelse, der straks får afløb. Hvorimod slave-moralen som nævnt opstår som reaktion på noget: der er nogen der gør noget ved én, derfor tænker man som man gør. Herre-moralen er derimod som den spontane idé, der straks får afløb og tilfredsstillelse.
I forhold til den ubevidste improvisation, som jeg har beskrevet tidligere (bl.a. i Improvisation og det ubevidste - essay #1), er der en slående parallel til Nietzsches herre-moral: i det øjeblik der improviseres, opstår idéerne spontant og ubevidst og får direkte afløb gennem toner og rytmer. De påvirkninger solisten får fra bandet og publikum vendes ikke indad i en passiv og ressentimentsfuld omfortolkningsproces. Derimod indarbejdes og udbygges de frejdigt og veloplagt i improvisationen. I forhold til Nietzsches analyse af den kristne moral, så kan man forstå improvisationens ubevidste udtryk som amoralsk. Der er nemlig ingen overvejelser om godt eller ondt, rigtigt eller forkert, sandt eller falskt. Der spilles bare og man udtrykker spontant det, som man har på hjerte.
Dermed mener jeg, at man gennem improvisationen kan opleve et intelligent udtryk for et almenmenneskeligt træk, der ellers kan være svært at få til at passe ind i et moderne samfund: behovet for at udtrykke sig frit og uden betænkeligheder. Særligt interessant er det i musikkens tilfælde, fordi det spontane udtryk af toner ikke har samme potentielt forpligtende eller krænkende karakter som ord og begreber har. Lysten til at udtrykke sine ucensurerede meninger om en person eller en gruppe kan lettere have efterfølgende konsekvenser. I modsætning hertil er improvisationen et ordløst univers, hvor spontaniteten råder, og hvor ideerne straks får frit afløb og tilfredsstillelse. 
Jeg nævnte, at i et samfundsperspektiv er det en fordel, at slave-moralen råder. Jeg understregede også Nietzsche som primært værende en eksistentiel tænker: Han undersøger, hvad det betyder for det enkelte individ, hvis den spontane herre-moral helt fortrænges. Det er et godt spørgsmål. Fordi der er vel stadig noget primitivt i os mennesker, som har sin berettigelse. Og hvis det ikke får lov til at blive udtrykt, vil det så ikke resultere i et lidt 'handicappet' liv, kunne man passende spørge i forlængelse af Nietzsches moralanalyse. Derfor må det være vigtigt at finde områder i livet, hvor denne mere primitive herre-moral kan få lov at udfolde sig uden, at det har negative konsekvenser over for andre. I forlængelse heraf mener jeg, at improvisation er et godt udtryk, der kan give afløb for nogle af disse spontane, ubevidste og amoralske drifter på en meningsfuld, intelligent og ofte smuk måde. En måde som i øvrigt ofte viser sig at give noget godt og meningsfuldt videre til andre. Altså en transformation af de primitive drifter til et kunstnerisk udtryk, der gavner individet selv, såvel som samfundet.  


Afrunding og næste essay
Jeg har i de to forrige essays beskrevet metafysikkens grundtræk og historiske udtryk. I nærværende essay, har jeg beskrevet Nietzsches kritik af metafysikken som en kritik af fornufts-tænkningen. Kritikken går på, at fornuften skaber en ideel, men ikke-eksisterende verden, som sammenlignes med den virkelige. Fornuftstænkningen spiller en betydelig rolle i den metafysiske tradition og kan spores tilbage til Platons dialoger, hvori Sokrates ofte benytter fornuften til at sammenligne og vurdere forskellige eksempler. Slave-moralen overtager og udvikler denne sammenlignings-dynamik, idet den abstraherer fra den virkelige verden og forestiller sig en ideel verden. Den type tænkning er rigtig god i et samfundsperspektiv, da det fordrer en god portion selvkontrol, der er nødvendig for, at man kan leve sammen med andre. Men i forhold til Nietzsches moralanalyse, diskuterede jeg om det enkelte individ ikke også har brug for en måde at udtrykke den spontane herre-moral. Der kommer improvisationen ind i billedet, fordi den danner rammer og mulighed for dette spontane udtryk. 
Jeg berørte kort spørgsmålet om, hvilken betydning det kan have for en kultur og et samfund, at det er den passive slave-moral der primært råder. Nietzsche forudså en omsiggribende nihilisme som konsekvens af denne type moral. Problemet er interessant at undersøge nærmere, da en kultur og et samfund har brug for en vis aktivitet og idérigdom for at kunne udvikle sig. Og hvis vores kultur indeholder visse nihilistiske træk på baggrund af en for stor udbredelse af slave-moralen, så kan improvisationen måske forstås som et nødvendigt alternativ til disse træk. Det vil jeg undersøge nærmere i næste essay.



Noter

  1. Camus 2010 - s. 43. Jeg har brugt den danske oversættelse på nær det allersidste ord i citatet. I den franske tekst bruges ordet ‘ressentiment’, i den danske oversættelse er det oversat til ‘nag’. Da jeg i denne sammenhæng analyserer og forklarer begrebet ressentiment, finder jeg det mest passende at bruge dette.
  2. Nietzsche 2010 - s. 52.


Referencer

  • Nietzsche, Friedrich - Moralens Oprindelse. Det lille Forlag 2010
  • Camus, Albert - Faldet. Gyldendal 2010
  • Christensen, Lars. Metafysikkens historie. Museum Tusculanums Forlag 2003

    Tegning: Deleuze og Nietzsche af Thor F. Jensen